Salget af Peugeot Expert og Partner er steget voldsomt i løbet af 2017 – og det forventes at fortsætte i år, men også SUV-Van salget er stigende.
Peugeot Danmark har sat turbo på varebilsalget i 2017 – men den langstrakte afgiftsændring i oktober fik salget i Danmark til at gå i stå, både af personbiler og varebiler.
Og leasing til private kunder faldt med næsten 62 pct. Til gengæld købes i højere grad bedre udstyrede biler med mere sikkerhedsudstyr.
Mere udstyr til varebiler
Det gælder ikke mindst varebiler – for med mangel på håndværkere, er det et godt lokkemiddel med en veludstyret varebil til svenden. Håndværkere vil generelt ikke gå ned på udstyr i forhold til deres personbiler.
Faktisk steg salget af Peugeot Expert – Årets Varebil i Danmark 2018 – med 48 pct. i 2017 til 857 enheder – og Partner-salget steg fra 2016 til 2017 fra 484- til 602 enheder. Flot af en model, der er ved at udgå.
Dog faldt Boxer-salget lidt – fra 670- til 590 enheder fra 2016 til 2017. Mindste model Bipper er ved at udgå, men der blev dog solgt 102 enheder mod 122 i 2016.
Nye special-sælgere
Men Peugeot organisationen herhjemme har også satset mere på salg af varebiler, og 15 dedikerede Van sælgere er under uddannelse. Der er i dag tillige syv professionelle varebilscentre.
Resultatet i 2017 viste en markedsandel på 7,6 pct. – og i december 2017 nåede man endda 9,6 pct. Men målet er 8,5 pct. i 2018. Her skal man huske på, at der lanceres den ny Partner model i sidste kvartal i år.
Totalsalget af varebiler faldt ifølge De Danske Bilimportører derfor fra 36.629- til 35.885 enheder (personbiler fra 222.924- til 221.817 enheder) – hvor udviklingen ellers indikerede en fremgang.
Færre papegøjeplader
”Men omlægningen betød også, at salget af ombyggede personbiler faldt drastisk – for prisforskellen mellem en hvidpladebil og papegøjepladebil (med moms) for mange er blevet lille. Faktisk er salget af ombyggede varebiler totalt set faldet med 24 pct. over hele 2017,” siger PR-chef for Peugeot Danmark, Hanne Sørensen.
Men SUV og Crossover biler boomer til gengæld. På blot et år har Peugeot næsten tredoblet salget af SUV-modeller, der nu udgør 28 pct. af mærkets samlede salg totalt set.
Det gælder både 2008 SUV, 3008 SUV og 5008 SUV. 26 pct. af private købere af personbiler vælger i dag SUV/Crossover biler.
SUV salg øget 161 pct.
Peugeot tegner sig for 10,5 pct. af det samlede SUV-salg. Det betyder helt konkret, at danskerne har købt 6.043 SUV-modeller med en løve på fronten – og det er en stigning på hele 161 pct. i forhold til samme periode sidste år.
Peugeots SUV-succes kan bl.a. tilskrives 3008, der med mere end 300.000 solgte eksemplarer siden lanceringen har taget verden med storm.
Den har fået ikke mindre end 35 titler, heriblandt den prestigefyldte ”Car of the Year 2017” og den danske ”Årets bil 2017”. I Danmark er Peugeot 3008 solgt i 2.415 eksemplarer, hvilket betyder, at den ligger som nummer to i segmentet.
3008 Van populær
I 2017 solgtes 268 af den nye model 3008 som Van. Der er dog fortsat en del ventetid på 3008.
2008 faldt fra 61- til 58 enheder, men 5008 er ikke kommet i gang endnu med Van-salg. Danmarks mest solgte personbil – Peugeot 208 – solgte som Van i 84 enheder mod 122 i 2016. 208 Van-salget faldt fra 246- til 141 enheder.
Salgsmæssigt må 3008 samlet dog se sig slået af den lidt mindre model, 2008, der er stormet frem på en førsteplads i sin klasse. Den er solgt i 3.178 eksemplarer, hvilket er en stigning på hele 94 pct. i forhold til året før.
Det nyeste skud på stammen, Peugeot 5008, er efter blot to måneder solgt i 450 eksemplarer, hvilket vidner om et stort potentiale.
Faldende salg efter Brexit
Internationalt er salget af Peugeot personbiler og varebiler også gået frem – i det tidligere Østeuropa med op til 25 pct.
I Spanien mere end 15 pct. og i Frankrig 7,8 pct. Generelt er varebilssalget i Europa gået 3,9 pct. frem.
Det største problem er Storbritannien, hvor salget efter Brexit blev en realitet kun er gået én vej: nedad – med en fald i salget i fjor på generelt 4,7 pct.