Inden længe bliver de første elektriske Volkswagen ID.3 leveret til kunderne – og hos importøren er man kort efter klar til at tilbyde den spændende elbil i en Van-udgave.

Salget af Van modellen ventes indledt om en lille måned fra nu.

Spar momsen på 64.000 kr.

”Prisen for personbilsudgaven af ID.3 med 58 kWh batteri og 204 hk er opgivet til 325.000 kroner. Momsprisen, som kan trækkes fra, er p.t. udregnet til at blive 64.000 kr.,” fortalte varebilschef Ib Jakobsen og hans team fra Volkswagen Erhvervsbiler under karosserivirksomheden Danlads messe for bæredygtige varebiler i sidste uge.

Lang rækkevidde

Målene til varebil passer, og selv om det kun er momsen, at man sparer i forhold til hvidplade-prisen – fordi der ikke (p.t.) er afgifter på elbiler til under 400.000 kroner – så vil bilen være en kærkommen distributionsbil.

For ingen af de fabriksbyggede el-varebiler, der er lanceret herhjemme indtil nu, har så lang en rækkevidde.

Tre batteristørrelser

ID.3 kommer i tre udgaver med tre størrelser batterier – den første, der lander herhjemme, er mellem-modellen med 58 kWh batteri med en WLTP-rækkevidde på 426 kilometer. En kraftigere udgave, der kommer senere,  har en rækkevidde på 549 kilometer.

Til sammenligning er rækkevidden på den store VW eCrafter (og søstermodellen MAN eTGE) ca. 170 km – men det passer til mange virksomheder, der ikke kører så langt i dagligdagen. Det handler om at planlægge sine ture – og planlægge bilens opladning.

300 km opladning på 30 minutter

Mellemmodellen af ID.3 vil udgøre 80 pct. af salget af bilen – også i Van udgaven bliver det mest populært.

Bilen kan man lade hjemme med 11 kW – mens lynladning sker med op til 100 kW.

Fabrikken lover, at bilen kan oplades til 300 kilometer kørsel på 30 minutter.

ID.4 og ID.Cargo

Spændende bliver det også, når den større SUV-model ID.4 lander på det danske marked sidst på året.

Den bliver endnu mere rummelig, men med samme batteripakker.

Først i februar 2022 ventes den rene el-varebil ID.Cargo, der som prototype også havde fundet vej til Danlad messen.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk