Første halvår af 2016 har været en særdeles god periode for Renault Danmark. Både Renault og Dacia viser nemlig et godt salg på varebilsmarkedet.
For Renault er markedsandelen år til dato på 13,58 procent, og salget er på i alt 2.479 biler år til dato (ultimo juni). Det er en stigning på 44,72 procent i forhold til samme periode sidste år.
Væksten betyder, at Renault nu kun er 14 biler fra at kunne overtage andenpladsen på top ti listen over de bedst sælgende varebiler. En placering Renault forventer at nå inden året er omme.
Andenpladsen er sikker
”Kigger vi alene på de ”rigtige” varebiler, altså de, der er bygget som varebiler fra begyndelsen – Kangoo, Trafic og Master – så har vi en komfortabel andenplads i Danmark. Der, hvor vi mangler lidt volumen, er de ombyggede personbiler – gulpladebilerne. Her har vi netop sat et initiativ i gang, så jeg er overbevist om, at vi når den andenplads inden året er omme”, siger pressechef Søren Hyltoft.
Baggrunden for væksten skal ikke alene findes i produkterne, men også den store satsning på et landsdækkende net af specialiserede varevognscentre kaldet Renault Pro+ Specialist. Otte er allerede er åbnet i Danmark og tre yderligere åbner i 2017.
165 pct. vækst til Dacia
Også Dacia klarer sig rigtig godt. Med en vækst på 165 procent år til dato, er Dacia det mærke i Danmark med den største vækst på varebilsmarkedet. Med et salg på 554 biler år til dato, placerer Dacia sig ikke langt fra de traditionelle varebilsmærker i salgsstatistikken.
Det er især Dacia Dokker, den eneste rigtige varebil hos Dacia, der trækker læsset i salgsstatistikken, men også Dacia Duster ombygget til van er en salgssucces.
”Vi har i øjeblikket en markedsandel med Dacia på 3,03 pct. og er få enheder fra vores nærmeste konkurrenter, som faktisk går tilbage, mens vi går frem. Så det er vores forventning, at vi inden for meget kort tid er blandt de 10 bedst sælgende i Danmark. Det synes vi er meget tilfredsstillende med kun en rigtig varevogn,” siger pressechef Søren Hyltoft.