For nylig kunne VOTY’s udsendte i Wolfsburg for første gang se den nye VW Transporter T6, der lanceres denne sommer.

Der var tale om et såkaldt sneak-preview for den europæiske Van of the Year jury – og der måtte absolut ikke tages fotos, hvorfor mobiltelefoner og kameraer blev ”konfiskeret” for en stund – mens vi blev ledt ind i et studie.

Mødet var før den internationale præsentation af VW Caddy i polske Poznan (hvor Caddy produceres), så den fik vi også vist frem – hvorefter en række VW T6 blev afsløret.

VW’s nye DNA
Alt er jo fortsat konfidentielt – men man kan jo sige, at fabrikkens nyeste DNA, som nu er vist på Caddy, også vil gå igen på T6.

Allerede på IAA transportmessen i Hannover i fjor løftede VW dog lidt af sløret for deres kommende T6 satsning. Pakket ind i et pick-up chassis og med navnet ”Tristar” viste man lidt af linjerne på den kommende T6.

Bilen var dog trimmet ekstraordinært meget – så som et 20 tommer video-konference system og en expresso maskine. Bilen var forsynet med VW’s 4×4 system Syncro med en  frihøjde på 30 cm.

Ingen standard-vare
Derudover havde bilen LED lygter som en del af den nydesignede front, helt nyt indre, og et to-delt varerum. I kabinen kunne sæderne vendes rundt som i en camper.

Bilen havde permanent 4Motion all-wheel drive, mekanisk baghjulstræk med bagaksel med spær. Dieselmotoren var på to liter og ydede 150 kW.  Drejningsmomenter var på 450 Nm ved  1400 omdrejninger, bilen havde 7-trins DSG gearkasse – og topfarten var på 185 km/h.

Den gik 0-100 km/t på 10 sekunder. Alt i alt ikke lige den T6 model, der vil blive den mest solgte.

Historien om T1
Historien om Transporteren – med betegnelsen T1 og model Type 2 (efter Type 1: boblen) – og Therhjemme kaldet ”Rugbrødet” – er fantastisk. For det var sket ikke de gode tyskere, der fandt på bilen – men derimod den daværende hollandske VW importør, Ben Pon, der i 1947 besøgte fabrikken i Wolfsburg for at se på produktionen af Type 1, boblen.

På turen rundt stødte Pon ind i et arbejdsredskab, et specialbygget køretøj, som fragtede reservedele og jernplader rundt på fabrikken. Det gav Ben Pon idéen til en varebil baseret på teknikken fra en VW’s boble. Han gjorde et par skitser og notater i sin lommebog – og foreslog ledelsen at bygge en varebil.

Produktion i 1950
De faldt for hans idé – og tre år, mange prototyper og test senere gik produktionen i 1950 i gang på fabrikken i Wolfsburg. Resten er historie – men det blev begyndelsen på det, der gennem 65 år har været et ikon blandt varebiler.

Den lille simple, robuste og fleksible T1 Transporter var den ideelle bil i efterkrigstidens Tyskland og blev et symbol på den økonomiske udvikling, der prægede landet takket være amerikanernes Marshall-hjælpepakke.

Opskriften på Transporterens succes var hækmotoren, der gav en optimal rum-udnyttelse og god vægt på baghjulene og dermed optimalt vejgreb på alle typer underlag.

Pålidelig Boxer-motor
Boxermotoren i Transporter var – takket være luftkøling – pålidelig under alle forhold fra tropisk varme til arktisk kulde.

Første generation af Transporter kom i første omgang som kassebil og minibus – og senere som ladvogn med dobbeltkabine, campingbus og den legendariske sambabus med 23 ruder og plads til 9 personer, der i dag er den mest eftertragtede af alle. Prisen på en auktion i USA har rundet en million kroner.

I sommeren 1967 introduceres anden generation af Transporter (T2) i en tid præget af Vietnamkrigen og ikke mindst hippiebevægelsen, der kastede deres kærlighed på minibussen fra Wolfsburg.

Skydedør i T2
T2 byggede videre på konceptet med en fire-cylindret luftkølet boxermotor placeret bagest, men den var marginalt længere og bredere, havde større vinduer, nu en skydedør som standard og havde fået en ny undervogn.

Transporter blev i højere grad end tidligere markedsført som en varebil med personvognskomfort, og amerikanerne var så vilde med T2, at eksporten til USA satte rekord i 1972 med 72.515 eksemplarer, hvoraf 1/3 var campingbus-versionen.

Efter 12 års produktionen afløses T2 i 1979 af T3, der blev den sidste generation af Transporter med hækmotor fra fabrikken i Tyskland. Produktionen af hækmotor-modellen stoppede først i fjor i Brasilien.

Lastede ét ton
T3 var lige så lang og høj som forgængeren, men 125 mm mere bredde gav markant bedre plads til personer og last, så den nu kunne laste 1 ton. Lavere tyngdepunkt, bedre vægtfordeling og nyt styretøj rykker Transporter tættere på at have personbils køreegenskaber.

Med tiden introduceres vandkølede boxermotorer, en dieselmotor (1981) og ikke mindst firehjulstræk under navnet Syncro (1985).

Van of the Year 1992 og 2004
Introduktionen af T4 i 1992 var starten på en ny æra for den populære Transporter. Det var farvel til hækplaceret boxermotor og baghjulstræk, og goddag til frontmotor og forhjulstræk ligesom på Volkswagens personbiler.

Der var nye 4-, 5- og 6-cylindrede benzin- og dieselmotorer og sammen med en moderne undervogn nåede køreoplevelsen nye højder.

T4 kunne – ligesom forgængerne – fås i et utal af karrosserivarianter, men for første gang kunne Transporteren også leveres som chassis og førerhus, og den kunne nu fås med to akselafstande (292 og 322 cm) og tre taghøjder. Bilen bliver den første, der får prisen Van of the Year for 1992.

235 hk benzinmotor
T5 kommer i 2003 – og er klar til at tage over, og den følger opskriften fra forgængeren, men er mere effektiv, økonomisk, komfortabel og sikker. T5 er iklædt det stilistisk raffinerede Volkswagen design-DNA, og der er nye dieselmotorer (86-174 hk) og benzinmotorer (115-235 hk) under hjelmen. T5’erens kvaliteter honoreres med titlen Van of the Year 2004.

I 2009 faceliftes T5 og udstyres med en serie af nye commonrail-dieselmotorer (84-180 hk), der for første gang kan kombineres med DSG-gearkassen. Resultatet er mere køreglæde og komfort, men lavere driftsomkostninger takket være et reduceret brændstofforbrug, bedst illustreret med den 114 hk stærke Bluemotion-version, der kører op til 16,9 km/l ifølge EU-normen.

Gennem 65 år og fem generationer af Transporter er det blevet til over 166.000 eksemplarer på danske nummerplader.

Produktionstal – Transporter:
•    T1 1950-1967: 1,82 millioner
•    T2 1967-1979: 2,93 millioner
•    T3 1979-1990: 2,00 millioner
•    T4 1990-2003: 1,87 millioner

(T5 produktion ikke afsluttet)

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk