Udviklingen med at forbedre tunge lastbilers aerodynamiske egenskaber tog for alvor fart med den oprindelige Scania Streamline i 1991.

Det var en videreudviklet Scania 3-serie R-model, hvor der blev ofret særlig opmærksomhed på luftstrømmenes indflydelse på brændstoføkonomien, og den oprindelige Scania Streamline, som blev produceret fra 1991 til 1995, opnåede legendarisk status over hele Europa.

Siden da har Scania præsenteret flere nye lastbilserier med yderligere fokus på aerodynamisk design.

Aerodynamiske forbedringer
Den nye Scania Streamline lever op til sin forgænger – og forbedrer brændstoføkonomi, driftssikkerhed og levetid.

Scanias aerodynamiske førerhuse er med Streamline gjort mere strømlinede – bl.a. gennem at forbedre luftstrømmene langs førerhusets sider på G- og R-førerhusene.

Dertil kommer den nydesignede solskærm med mulighed for integrerede fjernprojektører.

Forbedret Opticruise
Scania har samtidig videreudviklet sit fuldautomatiske Opticruise gearskiftesystem med ny software, der forbedrer brændstofforbrug og giver højere gennemsnitshastighed.

Den er fuldt integreret med Scanias Active Prediction cruise control – og det kan give forbedring af brændstofforbruget med fie-fem pct.

Scanias opdaterede Euro 6-motorer giver tillige brændstofbesparelser på to pct. forhold til deres forgængere.

Frakobler kompressor
Trykluftkompressoren på Euro 6-motorerne til- og frakobler automatisk under kørslen afhængigt af behovet for trykluft, hvilket yderligere reducerer brændstofforbruget med én pct.

Endelig har justering af olieniveauet i de opdaterede letløbs-gearkasser reduceret krafttabet, hvilket også reducerer brændstofforbruget.

I forbindelse med lanceringen af Scania Streamline udvider Scania udvalget af Euro 6-motorer i hele sit lastbilprogram.

Ny motor på over 700 hk
De modulopbyggede 9-, 13- og 16-liters Euro 6-motorer dækker nu 11 forskellige effekt-niveauer fra 250 hk i den mindste 5-cylindrede, 9-liters rækkemotor og op til 580 hk i den indtil videre kraftigste 16-liters V8’er.

Senere lanceres en endnu kraftigere 16-liters Euro 6 V8’er med mere end 700 hk.

Scania har indført et dobbelt batterisystem med fire separate batterier. To af batterierne er udelukkende forbeholdt start af motoren, mens de to andre er forbrugsbatterier.

Maksimal startstrøm
Under kørslen prioriteres opladning af startbatterierne, så der altid er maksimal startstrøm til rådighed.

Under kørslen og ved parkering i kortere eller længere tid sørger forbrugs-batterierne for at levere strøm til lastbilens mange strømforbrugere.

Skulle de to forbrugsbatterier blive afladet f.eks. ved længere tids forbrug af strøm med slukket motor, vil startbatterierne altid være fuldt opladet og dermed i stand til at starte motoren, så lastbilens generator igen kan oplade alle lastbilens batterier.

Trådløs fjerndiagnose
Det er også muligt at udføre trådløs fjerndiagnose på lastbilerne under kørslen. Det sker gennem Scania Communicator kommunikationsenheden, der fremover bliver standard på alle nye Scania på det danske marked.

En ny Serviceplanner-funktion hjælper chaufføren eller vognmanden med at bestille service eller reparation baseret på mere præcise driftsdata end tidligere.

Det kan fremover enten gøres fra vognmandens kontor via Scanias Fleet Management portal på internettet eller direkte fra lastbilen ved hjælp af en Scania App.

Værkstedet kan forberede
Inden værkstedsbesøget kan lastbilens driftsdata overføres digitalt til Scania, så besøget kan forberedes og planlægges i alle detaljer.

Scanias nye Euro 6-motorer på 450 og 490 hk er to-tre procent mere økonomiske end de tilsvarende første generation-motorer på 440 og 480 hk.

Scania vurderer, at den potentielle brændstofbesparelse for en Euro 6-lastbil i europæisk langturskørsel kan nå op på otte pct.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk