Ekspertisen er stor, når det gælder om at styre bilflåder hos Post Danmark Leasing.

Som det altid er tilfældet med et leasingselskab, handler det om at styre kundernes bilflåder og transportmateriel – og reducere omkostningerne efter Total Fleet Management koncept.

”Vi køber for 150-200 millioner køretøjer om året – mens omsætningen med ud-leasing, vedligeholdelse og brændstof oveni nærmer sig 600 millioner kroner, siger direktør Per Henrik Brask hos Post Danmark Leasing A/S.

Især varebiler
Der er 33 medarbejdere – heraf er de 16 konsulenter, hvor de fem arbejder på kontoret i Hvidovre, resten arbejder hjemmefra, så man er landsdækkende.

Men Post Danmark som største kunde, er der især varebiler, som man koncentrerer sig om – men også personbiler, lastbiler, trailere, knallerter, cykler og gaffeltrucks er med i arbejdsopgaven.

Post Danmark ejes af PostNord, mens Post Danmark Leasing endnu ikke er involveret i materiel til svenskerne.

CO2 tal ned med 40 pct.
PostNord har et fælles mål at nedbringe CO2 tallet med 40 pct. fra 2009 til 2020 – både når det gælder transportmateriel og bygninger.

Nyeste aktivitet er elbiler. I en periode på nogle år har Post Danmark Leasing haft elektriske Renault Kangoo og Mercedes-Benz Vito E-Cell i testforløb, og resultatet blev i første omgang, at man købte 50 E-Cell. Det er den største enkeltordre, som den tyske fabrik har fået på deres el-varebil.

Post Danmark Leasings hovedopgave er at finde det bedste materiel til en given opgave – og bl.a. i forbindelse med Post Danmark længere ruter for postbudene har man købt en ganske stor andel af knallerter (benzin- og eldrevne) samt el-cykler.

Erfaring i el-køretøjer
Så Post Danmark Leasing har god og langvarig erfaring i elkøretøjer. Men det handler ikke kun om indkøbspris og holdbarhed – det handler om om Total Cost of Ownership (TCO) – altså den totale udgift på et køretøj.

Medarbejderne er fortsat med på råd, men det er Post Danmark Leasings eksperter, der finder det bedste køretøj.

Er der eksempelvis 10 biler at vælge imellem, tester man ofte alle 10 biler i en prøveperiode for at finde den eller de bedst egnede biler.

Det er vigtigt, for hos eksempelvis Post Danmark kører man op til otte år i bilerne, og i de sidste leveår hentes reservedele også fra de biler, som er udgået. Driftsstabiliteten er helt oppe på 99,5 pct – posten skal jo ud.

Aftale for et år ad gangen
Alle segmenter er i udbud – som tager måske seks måneder at gennemføre fra prækvalifikation til afslutning. Der aftales typisk et år ad gangen med mulighed for at forlænge et år ad gangen til det femte år.

Det er vigtigt ikke at afskære mulighederne, hvis der sker noget nyt på markedet. Planlægningen sker således rullende.

”Vi skal inden for visse segmenter være ”first mover” – også derfor er vi først ude med elbiler – og vi vil også se på andre drivmidler fremover – senest er det naturgas og biogas, der tales om – men hybrid, plug-in hybrid og brintbiler kommer også. Her er det afgiftssystemet, der svækker mange af bilerne. Men nye drivmidler og systemer skal også virke – eller kan de ikke bruges, siger Per Henrik Brask.

Køber for at teste
Man forholder sig også til nye modeller og køber dem ofte for at prøve dem. Men det gælder ikke facelift. Det er underordnet, hvordan lygterne er placeret.  Men kørestilling og indstigning er vigtige ergonomiske elementer.

Kunderne slås ikke med administration af bilparken – således står man for kontrol af fakturaer, gennemgang af brændstofforbrug skatteværdi og vedligeholdelse.

Man har tilknyttet autokonsulenter, som står for kontakten til værkstederne, og som vurderer alle reparationer. De ser også på, hvordan bilen benyttes – så man kan sørge for at medarbejderne lærer at køre økonomisk – og køre forsigtigt. Derfor har man også folk på køretekniske kurser.

FAKTABOKS:
Service/autokonsulenter (unikt for Post Danmark Leasing A/S):

Forestår vedligeholdelse af materiellet.

Primær kontakt til kunden i alle sager vedrørende materiellet.

Varetager kontakt til reparatører.

Dialog om såvel omfang af reparation og vedligeholdelse som pris og prisfastsættelsen inden arbejdet sættes i gang.

Holder løbende kunden orienteret om flådens tilstand.

Kundetilpassede kurser – om at undgå trafikskader og om økonomisk kørsel.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk