I årevis har flere af lastbils-producenterne kæmpet om at kunne tilbyde den kraftigste dieselmotor – ikke mindst de svenske mærker Scania og Volvo.

Længe har Volvo ligget i front med deres 750 hk udgave, men nu er Scania gået forbi med ekstra 20 hk, så deres V8 topmodel nu yder 770 hk ved 1.800 omdrejninger.

Scania har i generationer kaldt sine V8-lastbil ”King of the Road” – og nu har de så noget ekstra at have betegnelsen i. Serieproduktionen begynder i marts næste år.

Mere smidig

Udover betegnelsen på fronten kendes 770 hk modellen udefra kun på en forkromet liste over forruden. Det er teknikken, der er spændende. Drejningsmomentet er øget fra 3.500- til 3.700 Nm i topmodellen – mellem 1.000- og 1.450 omdrejninger.

770 hk maskinen vejer 75 kg. mindre end den tidligere topmodel. Motoren kan både køre på diesel og den grønnere syntetiske diesel HVO, der endnu er ret dyr herhjemme.

Samtidig med 770 hk motoren har man opdateret V8-motorerne med ekstra 10 hk, så de nu yder 530-, 590- og 660 hk og med moment på 2.800-, 3.050- og 3.300 Nm – sidstnævnte moment er dog uændret fra den gamle 650 hk.

Større 13 liters motor

Der findes også en 6-cylindret 13 liter motor, der med 540 hk yder mere end mindste 16 liters V8 motor på 530 hk.

13 liters motoren er fordelagtig med vægte op til 40 tons, og bl.a. har den 300 kg. mere lastevne. V8 motoren vinder med totalvægt over 40 tons – med bl.a. syvakslede træk, hvor der er større olieskifte-intervaller, og hvor man ofte kun kører 2 km/l.

To gange SCR

770 hk motoren anvender nu kun SCR efterbehandling. Ikke længere EGR. Faktisk foregår der SCR efterbehandling to steder. Der er fast turbogeometri og kompressoren kan kobles fra. Der er også længere serviceintervaller.

Og ingen Scania med Opticruise har fremover manuel gearstang – men kan fortsat fås med koblingspedal.

Ikke til topmodellen

Man kan opnå seks pct. bedre brændstoføkonomi med de ”små” V8 maskiner, hvis man samtidig vælger Scanias helt nye kortere og lettere Opticruise automatgearkasse G33CM (Crawler Medium Duty.).

Her er der skåret 60 kg. af vægten med brug af aluminium – og udvekslingsforholdet i første gear er 20,8:1 mod tidligere 13:1. I første omgang fås den dog ikke i forbindelse med 770 hk maskinen, men det vil komme senere.

Kører man med helt tunge specialtransporter, må man vælge hidtidige gearkasseløsninger.

Bedre krybefunktion

Den nye gearkasse sikrer en kraftig forbedring af krybe-funktionen – især igangsætning – og især med fordel på løst underlag. Før kunne man f.eks. køre ved 3 km/t eller 700 omdrejninger – nu 2,2 km/t, også ved 700 omdrejninger.

Man cruiser i dette eksempel med 85 km/t ved 1.261 omdrejninger i direkte gear og 963 omdrejninger i overdrive- mod tidligere 1.181 omdrejninger i overdrive. Også her giver det brændstofbesparelser.

Bakgears-tandhjul er fjernet (nu anvendes planetgearet) – det betyder, at man har otte bakgear, så man teoretisk kan bakke med 54 km/t.

Forbedringerne

Der er bl.a. tre liter mindre olie i gearkassen, smøring sker gennem olie-spray, der er bedre og hurtigere gearskift –synkromesh-ringe er det  stort set slut med – og så sikres én pct. mindre brændstofforbrug. Det er også blevet til en ny retarder med større bremsemoment.

Den nye gearkasse kan også fås til 13 liters maskiner med 500- og 540 hk.

Sammen med gearkassen er der præsenteret et nyt PTO kraftudtag.

Finjusteringer

Brændstofbesparelserne fra de nye V8’ere er resultatet af omfattende videreudvikling og finjustering udført af Scanias ingeniører – og omfatter de nyeste teknologier inden for forbrændingsmotorer.

Blandt forbedringerne, der omfatter mere end 70 nye komponenter og dele, er reduceret indre friktion, højere kompression, forbedret efterbehandling af udstødningsgasserne samt et nyt, kraftigt motorstyringssystem (EMS, Engine Management System).

Selv om fremtidens elektrificerede lastbiler står øverst på dagsordenen vil transportbranchen i hele verden stadig være afhængig af lastbiler med forbrændingsmotorer. Det er derfor, at Scanias V8’ere også vil spille en vigtig rolle i fremtiden, understreges det fra Scania side.

Hvorfor 770 hk ?

Det er formentlig den kraftigste, serieproducerede lastbilmotor i produktion i dag – til civilt brug. Man kan spørge sig selv, hvor og hvornår der er brug for så høj ydeevne.

Hos Scania ved man jo, at 770 hk ikke en motor til de mest almindelige kørselsopgaver, men man ser et voksende marked for lastbiler, der indgår i vogntog med 60 tons vogntogsvægt og derover.

”Den hurtigste måde at forbedre transporteffektiviteten og dermed reducere miljø- og klimabelastningen er ved at tillade tungere og længere vogntogs-kombinationer. Det højere brændstofforbrug ved at transportere den ekstra vægt mere end opvejes af den forøgede effektivitet. CO2-udslippet pr. transporteret godsenhed reduceres, og det er endda muligt at køre Scanias V8-motorer på bæredygtigt biobrændstof,” siger Alexander Vlaskamp, vicepræsident og øverste chef for salg og marketing hos Scania.

Gearkasse med nedsat friktion

En vigtig egenskab i de nye gearkasser er deres store potentiale til at bidrage til lavere brændstofforbrug.

Det er derfor, at Scanias ingeniører under udviklingsarbejdet med de nye gearkasser især har fokuseret på at reducere den interne friktion. Målet var en reduktion på hele 50 pct., og det blev nået.

Blandt løsningerne for at nå målet var bl.a. en særlig polering af visse tandhjul, brug af en særlig MFT-gearolie med lav viskositet – samt ved at opbevare hovedparten af olien i en tørsump-lignende del øverst i gearkassen.

Ligesom en vandmølle

Denne løsning reducerer den interne friktion markant, idet gearhjulene ikke konstant udsættes for energikrævende oliesprøjt. Man kan sammenligne med skovlhjulet i en vandmølle.

Visse dele af tænderne på de gearhjul, der er særligt udsat for slitage under hård belastning, forsynes med ekstra gearolie ved hjælp af rør og dyser, der forbedrer smøring og køling netop på de udsatte områder.