(MADRID)

Nissan har altid markedsført deres populære Qashqai model som en bybil – trods betegnelsen Cross Over, men den nye udgave er fremragende til lange stræk. Især hvis man vælger den store 1,6 liters dieselmotor på 130 hk.

Derfor er mit gæt, at bilen vil få langt flere erhvervskunder – og med en større trailervægt, der er øget med 400 kg. til 1.800 kg., er der stor sandsynlighed  for, at den vil få et større antal gulplade-kunder end i dag, hvor kun et par procent af køberne valgte Van-modellerne. En fra-pris i 1,6 liter basisudgaven Visia på 165.000 kroner plus moms er i hvert fald attraktiv.

Men da gulpladeprisen er cirka det halve af hvidpladeprisen, er der sikkert firmaer, der vil falde for at gå 13.000 kr. op til mellemudstyrs-modellen Acenta eller endda 31.500 kr. op til Tekna-udgaven, som tilmed har de fleste udstyrspakker som standard.  

Tre motorer fra begyndelsen
VOTY.dk har prøvet både 1,6 dieselmotoren plus de mindre motorer, 1,5 diesel og 1,2 benzin, på både motor- og landeveje samt i bykørsel i og omkring Madrid. Alle motorer er kendte fra Renault, som Nissan deler topledelse med.

Landevejene var endda i meget kuperet terræn med dårligt underlag, men trækkraften var især i 1,6’eren fornem.

1,5’eren på 110 hk var lidt bovlam. Den mangler smidighed, hvilket især vil mærkes med læs. Den er meget usmidig og kræver meget brug af gearskiftet – især i byen, hvor man må blive i fjerde gear.

Der er nemlig først trækkraft fra 60 km/t i femte. I sjette sågar først fra 80 km/t. Men den er til gengæld økonomisk – og kører 26,3 km/l mod 22,7 km/l i 130 hestes udgaven. 1,5 diesel udleder kun 99 gram CO2 pr. kilometer.

Harmonisk benzin-udgave
1,2 liters DIG/T turbo-benzin’eren var faktisk ganske harmonisk – og et rigtig godt valg, hvis man ikke har behov for ekstra vægt i bil eller på trailer (den må maksimalt trække 1.200 kg.). Modellen trækker i femte gear fra 55 km/t og i sjette fra 65 km/t. Senere kommer en 1,6 benzin udgave på 150hk.

Testbilen med 1,6 liters dieselmotor havde automatgear, så her kan man ikke tale om gearskift ved omdrejninger. Til gengæld var den meget smidig. Med automatgear er trailervægten i øvrigt kun 1.400 kg.

I forhold til dem gamle Qashqai er der tale om mindre motorer, når det gælder slagvolumen. Før var de på 1,6 og 2-liter.

Gode køreegenskaber
Testbilerne var for de flestes vedkommende monteret på 19-tommer fælge – og det betød, at ujævnhederne på vejen lettere slog igennem. Her må anbefales 17 tommer til entreprenører og andre erhvervsfolk med hang til dårlige veje og byggepladser.

Køreegenskaberne er fortsat ganske gode – om end lidt i den bløde ende. Det hjælper dog med bilens aktive køre-kontrol og valg af sport-opsætning af styretøjet – og vil man være helt på toppen, kan man vælge firehjulstræk sammen med 1,6-dieselmoton. Den kan også kombineres med det trinløse CVT-automatgear Xtronic, som koster knap 14.000 kr. plus moms.

Blen har aktive nakkestøtter og komfortsæder, kørecomputer, air-condition, håndfri telefon,  hill start assist (bakkehjælp), ABS-bremser og esc stabilitetssystem samt seks airbags og dæktrykovervågning. Dertil multijusterbart rat, speedpilot og hastighedsbegrænser.

Ekstraudstyrs-pakker
Men vi er ved priserne, så er Nissans ekstrapakker Connect, Safety Pack og Driver Assist Pack meget rimelig – til samlet 14.500 kr. plus moms – men her skal man op i Acenta for at kunne tilvælge det. Men det bør man gøre – for en sikkerheds skyld.

Her kan jeg nævne automatisk nødbremse, der både advarer og i sidste ende selv aktiverer bremserne, hvis føreren er uopmærksom. Dertil kommer Blind Spot – der advarer mod trafikanter i den blinde vinkel, der er linjevogteren (vognbane-assistent). Safety-shield systemet holder via kamera øje med, hvad der sker rundt om bilen.

Tilmed er der kamera, der genkender vejskilte (så man ikke misser en fartbegrænsning) – med information om den nye grænse i instrumentbrættet – og endelig blænder lygterne selv op og ned for modkørende.

Hjælp mod træthed
En særlig træthedsregistrerings advarer chaufføren, hvis han er uoplagt.

Er man til mere udstyr, kan man få parkeringsassistent, der parkerer bilen for én. Man skal dog selv aktivere speeder og bremse. Et multimedie-anlæg har kontakt til både telefon, internet og radio – måske en god idé til den travle erhvervsmand. Nævnes skal i øvrigt testbilens 7 tommer skærm (fra Acenta).

Det meste af bilens spændende udstyr har dog i en årrække været kendt i dyrere biler fra f.eks. Audi, BMW og Mercedes – samt i endnu længere tid i lastbiler.

Høj siddestilling er rar
En anden kæmpe fordel ved Qashqai er (stadig) den høje siddestilling, som er lavere end i den gamle model – men stadig god, selv om taghøjden er sænket. Til gengæld er bilen både bredere og længere.

Hvad der især bemærkes, er bilens langt højere kvalitetsniveau – og det gælder især valg af materialer på bl.a. instrumentbordet. Der er også kommet elektronisk parkeringsbremse. Der er også kommet flere aflæggepladser – og to kopholdere. Med til at højne kvaliteten er også en bedre isolering – så bilen er ganske støjsvag. Kun vindstøjen høres.

I forbindelse med den nye model, er der ikke længere en +2-udgave, men bilen er til gengæld blevet lidt længere. Er der fra kunderne et stort behov for en 7-sædet udgave, vil Nissan tage spørgsmålet op igen – men man vil senere i år lancere en ny X-Trail udgave, og her håber man +2 kunder vil lande. Bilen bliver dog noget dyrere.

En klasse for sig selv
Qashqai kom på markedet for syv år år siden – og Nissan skabte derfor Cross Over klassen.

I dag er der 14 biler, som bliver kaldt Cross Over. Nissan tog en stor chance ved dels at vælge et nyt koncept på bekostning af den etablerede firmabil Primera – og man valgte sågar et vanskeligt navn på bilen. Men det er godt langt over forventning – og har bidraget til Nissans forbedrede position på markedet.

Den nye udgave er mere strømlinet i designet med brug af moderne LED lygte-teknik, der sparer på strømforbruget og er mere holdbar.

Fakta Nissan Qashqai 1,6 dCi Van:
Motor: 4 cykl. Turbodiesel.
Slagvolumen: 1,6 liter.
Ydelse: 130 hk v. 4.000 omdr.
Moment: 320 Nm. v, 1.750 omdr.
Topfart: 190 km/t.
Gearkasse: 6 trin eller CVT automatic.
Træk: 2WD eller 4WD
Acc. 0-100 km/t: 9,9 sek.
Brændstoføkonomi: 22,7 km/l.
Økonomiopdatering: Start/stop system.
CO2 udledning: 115 g/km.
Trailervægt m. bremser: 1.800 kg.
Garanti fabrik/rust/lak: 3/12/3 år.
Nissan Assistance/Vejhjælp: 3 år.
1,6 dCi-pris fra: 164.933 kr. plus moms (Visia).
(Acenta/Tekna 1,6 dCi: 177.983/196.554 kr.)
Andre Van udgaver (Visia niveau):
1,2 DIG-T 115 hk: 149.861 kr. plus moms.
1,5 dCi 110 hk: 144.990 kr. plus moms.
1,6 dCi 4WD 130 hk: 186.111 kr. plus moms.

1,6 Xtronix  (aut)  koster ekstra 13.750 kr. plus moms

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk