Amerikanske og japanske kunder får i første omgang glæde af den nye hybridudgave af SUV-modellen XV. Allerede i år kommer bilen til salg i de to lande, men der var ikke oplysninger om en europæisk premiere.
Det var i forbindelse med pressekonferencen på New York International Auto Show at Subaru afslørede, at man er klar til at lancere fabrikkens første hybridbil på basis af XV modellen.
Altid firehjulstræk
Den produktionsklare Subaru XV Crosstrek bygger på alle Subarus kerneværdier. Den har udover elmotor en benzindrevet Boxermotor på 150 hk og 196 Nm, Subarus automatgearkasse Lineartronic og symmetrisk 4-hjulstræk.
Elmotoren i Subaru XV Crosstrek Hybrid er integreret i gearkassen. Det gør, at XV Hybrid altid er 4-hjulsdrevet – også når den kører på el alene.
Rækkevidde op til 40 km på el
Bilens batterier er placeret lavt for ikke at påvirke bilens balance eller tyngdepunkt, som er det bedste i klassen. Installationen påvirker heller ikke hverken kabine eller bagagerum.
Subaru XV Hybrid kan køre op til 40 km/t på el alene, og brændstofbesparelsen opgives til mellem 15 og 20 procent ved bykørsel og 10-15 procent ved blandet kørsel.
Subaru har valgt at implementere hybridteknikken i eksisterende modeller. Udvendigt fortæller Hybrid-emblemer på døre og bagklap samt den modelspecifikke farve “Plasma Green Pearl”, at her er tale om en Hybrid.