PSA Peugeot Citroën koncernen forstår at overraske.

Knap nok har den franske bilkoncern lanceret deres nye Peugeot 508-serie, Citroën C5 Aircross, DS3 Crossback samt trillingerne Peugeot Rifter/Partner, Citroën Berlingo og Opel Combo – før man er klar til at løfte sløret for den næste nyhed.

Det er den længe ventede nye Peugeot 2008, som i nuværende udgave var blevet lidt gammeldags – med manglende sikkerhedsudstyr. Men også en kompakt bil, der kører virkelig godt.

Den nye 2008 fås herhjemme i første kvartal 2020 – med både el-, benzin- og dieselteknologi. Ihvertfald vil benzin- og dieseludgaverne kunne fås som varebiler. I fjor solgtes 58 Peugeot 2008 Van.

Familie-DNA

Designet ligger sig tæt op af familiens andre SUV’er – 3008 og 5008 – og det gælder også interiøret med Peugeots i-cockpit.

2008, som lander herhjemme i foråret 2020, får en masse køreassistent-systemer, som betyder forbedret sikkerhedsniveau. Her er nødbremse og adaptiv fartpilot nok de vigtigste detaljer.

Mere overraskende er de, at bilen både tilbydes i en eludgave og i de normale benzin/diesel-udgaver.

Løve-design

Desuden kan vi nævne LED forlygter formet som tre løvekløer og en mere markant kølergrill med det integrerede løvelogo. Baglygterne er også formet med tre LED løvekløer.

Som resten af modelprogrammet vil den nye 2008 kunne fås i fire udstyrsniveauer: Active, Allure, GT-Line og GT.

Både materialer samt farver er nøje udvalgt og afstemt. Afhængigt af udstyrsniveau findes orange (Active) eller blå (Allure) detaljer på instrumentbordet, mens de forskellige versioner er kendetegnet ved hvert sin type indtræk.

3D instrumentpanel

GT-versionen har eksempelvis en kombination af Alcantara og stof med særlige syninger alt efter, om det er benzin/diesel-versionerne eller el-versionen.

i-Cockpittet har fået ny 3D instrumentpanel (afhængigt af version), hvilket betyder, at den vigtigste information kan vises i hologram form i førerens synsfelt – jo vigtigere information, jo tættere på førerens blik – alt efter førerens ønske.

Herudover består det nye i-Cockpit af et kompakt sportsrat, ”tangent-knapper”, som giver hurtig adgang til de forskellige funktioner samt en touch screeen i enten fem-, syv- eller 10 tommer.

Fleksibel platform

Den nye  2008 er baseret på PSA Groups nyeste platform, CMP (Common Modular Platform), der er udviklet til B- og C-segment biler.

Den kan tilpasses og justeres i forhold til dimensioner og motorvarianter.

e-2008 kører 310 km

e-2008 er udstyret med en 100 kW elmotor, der yder 136 hk og har et drejningsmoment på 260 Nm (fra 0 km/t). Batteriet, som har en kapacitet på 50 kWh, giver en rækkevidde på op til 310 km efter WLTP standard.

Det har en garanteret levetid på 8 år eller 160.000 km med 70 pct. af dens opladningsevne. Batteriet er placeret under gulvet, hvilket betyder, at pladsen i både kabinen og bagagerummet er den samme som i ICE (benzin/diesel) versionerne.

Informationerne om rækkevidde osv. Ses intuitivt i det digitale display eller på skærmen, så man nemt kan holde øje med status.

Varmepumpe standard

e-2008 er udstyret med et gennemtænkt varmesystem, der består af et 5 kW varmeelement, en varmepumpe med automatisk temperaturregulering i kabinen, programmerbar varmestyring via touchskærmen eller app´en MyPeugeot samt sædevarme.

Disse elementer betyder, at der opleves samme komfort som i en bil med en forbrændingsmotor samtidig med, at rækkevidden bevares.

Tre lade-metoder

Der er tre forskellige måder at oplade bilen på. Man kan bruge en helt almindelig husholdningsstikkontakt eller et særligt Legrand Green Up stik med det medfølgende opladningskabel.

Man kan lade via en WallBox, som giver en fuld opladning på 5 timer og 15 min for den tre-fasede version (11 kW) eller på 8 timer for versionen med mono-fase (7,4 kW).

Eller man kan oplade ved en offentlig ladestander – det er muligt at bruge 100 kW ladere og det giver 80 pct. opladning på 30 min.

Særlige designelementer

Opladningen kan fjernstyres via MyPeugeot app´en, hvor man kan planlægge, begynde- og stoppe opladningen eller blot følge status på opladningen.

Ingeniørerne har givet køreoplevelsen i e-2008 særlig fokus ved at tilpasse drivakslerne og sørge for en optimal vægtfordeling.

e-2008 adskiller sig designmæssigt ikke fra ICE-versionerne, men den har nogle særlige visuelle kendetegn.

e-detaljerne:

• Kølergrill med farvedetaljer i samme farve som bilen
• Løvelogo i dichroisk materiale, som gør, at løven skifter farve afhængigt af lyset
• ”e-2008” emblem
• Specielt indtræk på GT-versionen

euro 6.d motorer

Peugeot 2008 fås med et udvalg af kendte PureTech benzin- og BlueHDi dieselmotorer, der alle lever op til henholdsvis euro 6.d og 6.d-temp. standarderne.

Up-to-date sikkerhed

Prioriteringen af high-tech udstyr ses også i udvalget af køreassistentsystemer, hvor den nye 2008 er på fuld højde med biler i en langt dyrere klasse og tilbyder et arsenal af teknologi.

• Nyeste generation af automatisk nødbremse (opdager fodgængere og cykler både nat og dag ved op til 140 km/t)
• Vejbaneassistent (linjevogter) med mulighed for at angive placering i vejbanen
• Træthedsgenkendelse
• Automatisk fjernlys
• Udvidet skiltegenkendelse (Stop, forbudt adgang etc.)
• Adaptiv Cruise Control med Stop&Go unction (med EAT8)
• Active Blind Spot Assist
• Permanent ARS (adaptive rear light system)
• Full Park Assist med Flankguard (med EAT8)
• Mirrorscreen, kompatibel med Mirrorlink og Apple CarPlay
• Trådløs opladning af smartphone
• Focal hi-fi system
• Elektrisk håndbremse

Den nye Peugeot 2008 bliver produceret i Vigo til det europæiske marked (hvor også Partner/Berlingo/Combo bygges) samt i Wuhan til det kinesiske marked.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk