Der er to originaler tilbage i bilverdenen, som kan forcere det mest uvejsomme terræn – Land Rover Defender fra 1948 og Jeep, der som prototype blev leveret til den amerikanske hær i november 1940 – efter 75 dages udvikling – som MJ (Military Jeep) men som først kom til salg til civile i 1945 med betegnelsen CJ (Civilian Jeep).

CJ-betegnelsen blev erstattet med betegnelsen Wrangler i 1985. Jeep er en del af Fiat Chrysler Automobiles. Fiat overtog alle aktierne fra den amerikanske pensionsfond UAW i 2014.

Vi har prøvet nyeste udgave af Wrangler med modelbetegnelsen Sahara – men fortsat med det klassiske Jeep-look. Man har tidligere eksperimenteret med kvadratiske forlygter, men Jeep er vendt tilbage med de originale runde lygter.

Italiensk dieselmotor
Bilen har 5-trins automatgear og i stedet for en amerikansk V6 benziner var den udstyret med en italiensk VM Motori turbodiesel med fire cylindre. Fabrikken ejes iøvrigt af Fiat Chrysler.

Måske ikke så originalt – men i Europa køres diesel i denne type biler. Ellers havde den nok ikke præsteret de 11,4 km/l, som EU-normen fortæller. Forbuget er målt med baghjulstræk. Det holder nok ikke, når firehjultræk og reduktionsgear kobles til.

Bilen er rå, støjende  og gammeldags at køre i på landevejen – og selv om den på papiret præsterer 172 km/t, var de 130 km/t på Vestmotorvejen alt nok, for så er det ikke særlig komfortabelt længere.

Let moderniseret
Man ser også, at alle moderne tiltag er tillempet – så som rudehejs, der betjenes i midten af instrumentbrættet og el-spejle, der justeres ved gearvælgeren. Bilen har af moderne tilsnit fartpilot, sædevarme, læderrat, to kopholdere og praktisk midterboks som supplement til handskerummet, der heldigvis kan låses.

Rattet kan kun indstilles i lodret bevægelse – men det kunne ur-Jeep’en med garanti ikke. Man sidder nogenlunde vehageligt som chauffør – men man hører foruden motorstøj også dækstøj. Men bilen er til gengæld ganske charmerende.

Med sine 200 hk er den rimelig kvik af vogntypen, der leder tankerne hen på en ældre lille lastbil. 10,7 sekunder er den om at nå til 100 km/t – og det er godtaget. Automatgearet er ret langsomt fungerende med et par sekunders spring mellem gearene.

Klarer alt i terrænet
Styretøjet er ikke just præcist at arbejde med – men det er en fordel, når man kommer ud i terrænet, for her sikrer dette styretøj, at ujævnhederne ikke slår igennem til rattet. Blen klarer sig igennem det mest uvejsomme terræn uden problemer og ned ad bakke hjælpes man af bilen down-hill funktion.

I terrænet har passageren tillige et kraftigt panikgreb til at klamre sig til – og det sidder på instrumentbrættet.

Taget på den Jeep Wrangler, som vi kørte, var aftageligt á la hard top – men det er måske lidt specielt at køre i en åben gulpladebil. Omkring 50 pct. af alle Wrangler sælges som varebil.

Fakta: Jeep Wrangler Sahara Limited:
Motor: 4 cyl. turbodiesel
Slagvolumen: 2.776 ccm.
Ydelse: 200 hk v. 3.600 omdr.
Moment: 460 Nm v. 1.600-2.600 omdr.
Topfart: 172 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 10,7 sek.
Kørerklar Vægt/lasteevne:  2.073/512 kg.
Påhæng m. bremser: 2.200 kg.
Gearkasse: 5 trins automatic.
Forbrug-snit: 11, km/l.
CO2: 217 g/km.
Årlig ejerafgift: 10.920 kr.
Varerum: Ca. 900 liter.
Frihøjde: 22 cm.
Akselafstand: 242,4 cm.
Vendediameter: 10,4 m.
Til/frakørselsvinkler: 38/31 grader.
Rampevinkel: 25 grader.
Vadedybde: 48 cm.
Pris : 457.339 kr.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk