11.000 kroner er forskellen på prisen på en 208 Van og 2008 Crossover Van, som  koster 121.990 kr. plus moms. De ekstra penge er givet rigtig godt ud, for som chauffør opnår man en langt bedre komfort bag rattet.                                                                                   
I 208 betyder placeringen af skillevæggen mellem varerum og kabine, at man ikke kan strække benene helt, samt at man sidder i en temmelig lodret stilling, hvis man måler 1,80 meter.

I 2008 er der både plads til at strække benene og sidde mere skråt, som er en stor fordel i det daglige. Man bliver ikke så træt. Dertil kommer den høje siddestilling, som giver godt overblik i trafikken – og så er det let at stige ind og ud af bilen. Frihøjden er 117 cm., så den hullede mark- eller grusvej klares også bedre.

Standard 7 tommer skærm
Man har også god støtte i sæderne og god oversigt over instrumenter, som i synsfeltet er over ratkransen. Rattet kan indstilles 2-vejs. Udstyret omfatter en stor 7 tommer skærm (touch-screen), hvor såvel radio, bluetooth/telefon/ USB og tripcomputer styres. Meget let at betjene. Navigation er ekstraudstyr.

Vi har prøvet Active udgave med 92 hestes e-HDI motor. En 1,6-liters maskine, som klarer 25 km/l. Der er start/stop system til at optimere økonomien.

Speedpilot til langture
Støjniveauet er behageligt lavt – og så er der speedpilot til at gøre langturen mindre stressende. Positivt er også sædevarmen i begge sæder. Der er midterboks – men vi savnede dog en handskerumslås.

Der er relativt gode præstationer – så som en topfart på 181 km/t og en acceleration til 100 km/t på 11,5 sekunder. Gearskiftet virker lidt kantet at arbejde med – og motoren hakker lidt og mister pusten ved acceleration i højt gear. Der er kun fem gear i bilen – og der er trækkraft fra 1.100 omdrejninger eller 70 km/t i topgear. Et sjette gear ville være en fordel på langture.

Køreaktiv bil
Man hjælpes af hill holder (bakkehjælp) ved igangsætning. Dertil kommer p-alarm, så man kan parkere lettere.

På vejen har man en ganske køreaktiv bil med fine køreegenskaber. Ujævnhederne optages glimrende – men mange vil måske mene at affjedringen er lidt blød, men det øger komforten, ikke mindst på ujævn vej. Et plus er, at man har esc stabilitetsprogram som standard. På sikkerhedssiden kan vi også nævne syv airbags.

Kortere leveringstid
Varerummet er lidt større end i 208 med 143 cm i længden mod 133 cm. i 208 – og læssekanten er opgivet til 60 cm. Det er ni cm. højere end i 208. Der er fire fastgørelseskroge i varerummet. Lasteevnen er opgivet til 499 kg. Der er forkromet tagræling på bilen.

Trailervægten er dog kun 950 kg, men ved opvejet trailervægt, kommer den op på 1.270 kg. Det betyder dog, at lastevnen begrænses – fra 499- til 179 kg.

2008 modellen har på grund af succes i hele Europa nærmest været udsolgt fra den landede herhjemme i sommers, men situationen skulle være bedre nu.

Faktaboks Peugeot 2008 e-HDI Van:
Motor: 4 cyl., turbodiesel common rail.
Slagvolumen: 1,6 liter.
Ydelse: 92 hk v. 3.750 omdr.
Moment: 230 Nm. v. 1.750 omdr.
Topfart: 181 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 11,5 sek.
Gear: 5.
Økonomi-snit: 25 km/l
CO2: 103 g/km (A+)
Grøn afgift: 2.040 kr.
Garanti: 2/3/12 år.
Trailervægt: 950 kg. m. bremser.
Opvejet trailervægt: 1.270 kg.
Lasteevne: 499 kg.
Lasteevne v. opvejet trailervægt: 179 kg.
Nyttelast: 374 kg.
Totalvægt: 1.684 kg.
Læssehøjde: 60 cm.
Bagdørsåbning: 84 x 123 cm.
Varerum l x b: 143 x 139 cm.
Vendediameter (kantsten): 10,4 m.
Bremser: vent. skiver for/skiver bag.
Sikkerhed: ABS og esc (ESP). 7 airbags.
Affjedring: Uafhængig for/semiuafhængig bag.
Dæk: Good-Year Efficient Grip 195/60 R 16.
Pris: 121.990 kr. – plus moms (26.035 kr.)

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk