King of the Road er Scanias V8 serie blevet kaldt i generationer. Med potente maskiner – bygget til specialtransporter og andre udfordrende opgaver, men som også blev købt til mere normale transporter. For mange chauffører noget helt særligt – ikke mindst for den dybe V8 lyd.

Der er løbende kommet strammere miljøregler, som har fået konkurrenter til at drosle ned og  ligefrem til at kvitte V8-teknikken, men Scania holder stand.

Naturlig arvtager
For at leve op til de nye Euro 6 regler, har svenskerne dog kommet lidt flere heste i stalden – så vores 520 hk V8’er hed i Euro 5 trim 500V8, som har været et ganske populært valg herhjemme. Så den nye udgave er en naturlig arvtager.

Eksportbiler er efterhånden mere set med 6-cyndrede udgaver – bl.a. de superøkonomiske 410- og 450 hk udgaver, men til entreprenørbrug og netop tungere transporter, er V8’erne fortsat acceptabelt.

Schmitz-Cargobull trailer
Vores 520-testbil er en del af testflåden i Scanias democenter på fabrikken i Södertälje syd for Stockholm, men for at gøre testen så dansk som muligt, lånte Scania en 4-akslet tip-trailer hos Schmitz-Cargobull i Padborg – fyldt op med sand, så hele køretøjet vejede de 52 tons.

Selve testen af køretøjet begyndte hos Scania Danmark i Ishøj og gik via Holbæk til Ringsted og tilbage til Ishøj.

Ingen hovsa-gearinger
Relativt kuperede vejforløb efter østdansk opskrift, men selv om man mærkede de 52 tons både op og ned ad bakkerne, var der kun et par tilfælde, hvor Opticruise gearkassen måtte ned i niende gear. Og det var ikke hovsa-gearinger. Bilen havde Active Prediction fartpilot, som via GPS selv ser bakkerne komme og gearer behørigt ned i tide.

Det meste af turen stod der ”12” på displayet – også på motorvejs-stigningerne mellem Roskilde og Holbæk.

Mærkbar ekstravægt
Der var naturligvis ikke det samme afsæt på bakkerne som med 40 tons totalvægt – de 12 tons ekstra var mærkbare. Til gengæld kunne vi trille i eco-roll funktion flere gange – og det sparer jo på de dyre dråber.

Mange vognmænd vil måske sige, at de ikke køber V8 for at trille rundt med økonomisystemer koblet på – det går ud over farten over bakkerne, hvor testbilen ikke holder de valgte 85 km/t, men vi sparer på dråberne. Der jo stadig noget, der hedder totaløkonomi.

Mange tons i ryggen
Vi brugte også flittigt bilen retarder på nedkørslerne for at holde styr på de mange tons i ryggen og for at nedsætte slitagen på bremserne.

Nu kørte vi meget på fartpilot sat til de 85 km/t og maksimalt 89 km/t nedad bakker – men meget trafik er det rart at have styr på køretøjet. Det er dog fortsat et besværligt sted nederst på ratstammen, at man indstiller fartpiloten. Man skal slippe blikket fra vejbanen imens – indtil man lærer knappernes placering at kende.

Nu var det midt på eftermiddagen, før vi kom fra Ishøj, så vi var en del i trafikkøer indtil vi nåede Holbæk.

Super-komfort
Men lastbilen er jo super-komfortabel med velformet ventileret førersæde i lædertrim og el-styring af mange indstillings-funktioner samt multijusterbart rat – også i læder. Mens vi er ved komfort, så er der fuld ståhøjde i førerhuset i CR udgave samt komfortable, men måske lidt smalle køjer.

Bilen er trimmet på med flere V8 emblemer i grill, på skærme og ved trinbræt – samt på display’et. Man er ikke tvivl om, at her kommer King of the Road.

2,4 km/l over 127 km
Snit-farten kom ned på 60 km/t og forbruget var 2,4 km/l på de 127 km. lange strækning. Målt over hele dagen – inklusive turen fra Padborg til Ishøj med Scanias pressetest-chauffør Magnuz Häger ved rattet – blev resultatet dog kun markant bedre med 2,5 km/l.

Bilens sikkerhedsudstyr var omfattende. Udover ABS og esc/ESP stabilitetskontrol havde den afstandsregulering (ACC), avancered nødbremsesystem, linjevogter (Lane Departure Warning), Hill Hold og fører-airbag. Der var xenon lygter for og bag.

Miljømæssigt var V8 både EGR og SCR systemer, hvor eksempelvis R450 har ren SCR teknologi.

Udgangspunkt i 730 hk
Scanias tidligere 500- og 560 hk V8-motorer byggede på en 15,6 liters platform, men i Euro 6 trin bruges samme 16,4 liters platform som topmodellen med 730 hk. Scania har tilbudt V8 teknik siden 1969 med dengang 14,2 liters motor.

Ydeevnen er vigtig for en V8-kunden, men en V8’er virker også mere harmonisk i motorgangen. Lave driftsomkostninger kendetegner også V8’erne.

520 V8 er udholdende og kan holde en højere gennemsnitshastighed i kuperet terræn end de mindre 6-benede brødre – og til visse opgaver kan det betyde en lavere TCO (Total Cost of Ownership). En del eksportvognmænd vil nok også vælge en 520 V8’er, når turen går til mere kuperede områder.

Tekniske data – Scania R 520 V8:

Motor: V8.

Slagvolumen: 16,4 liter

Ydelse: 520 hk v. 1.900 omdr.

Moment: 2.700 Nm v. 1.000-1.300 omdr.

Indsprøjtning: XPI

Vægt trækker: 19 tons.

Vægt tiptrailer: 9 tons.

Ballast (sand): 33 tons.

Total: 52 tons.

Forbrug g/s test: 2,4 km/l.

Testlængde: 127 km.

Gennemsnitshastighed: 60 km/t.

Miljø: Euro 6. Partikelfilter.

Behandling: EGR (Exhaust Gas Recirkulation) og SCR  (Selective Catalyst Reduction).

Tilsætning: AdBlue.

Bremser: Skivebremser med ABS/Esc. Hill-Hold.

Dæk: Continental på Alcoa alufælge.

For: 385/55 R 22,5. Bag: 315/70 R 22,5.

Gear: 12 trin GSR  950 5R Opticruise.

Fartpilot: med Active Prediction og ecoroll.

Hjælpebremser: Motorbremse/Retarder.

Udveksling bagaksel: 2,71.

Førerhus: CR19 Topline.

Aflæggeplads: 470 liter.

Infotainment: USB/AUX, Bluetooth.

Affjedring trækker: Parabel for/luft bag.

Akselafstand: 3.100 mm.

Skammel: Jost (forskydelig)

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk