Der er altid fokus på 3,5 tons totalvægt og lille B kørekort. Men kombinerer man det med denne 16 kubikmeter Iveco Daily testbil, så er vi nede omkring en tons nyttelast.
Ikke fordi bilen ikke kan trække mere – den kan klare mange gange den vægt – samt en fuldt lastet 3,5 tons trailer bagpå.
Man mærker ikke lasten under kørslen – og så sætter den sig end ikke i fjedrene. Det ved vi fra test af modeller op til 7,2 tons totalvægt – med krav om stort kørekort. For bilen er den samme. Samme ramme og samme 3-liter dieselmotor, som i denne test sågar havde 205 hk.
Svensk lånebil
Testbilen var lånt af Iveco i Sverige, hvor den nærmeste Euro 6 testbil befandt sig – som så var en 16 kubikmeter kassevogn med hele 14 fastgørelseskroge, der dog er lidt kleine i udformning.
Sidedøren er også virkelig bred, så man kan med gaffeltruck hurtigt laste og losse den store italiener. Gode trinbrætter giver let adgang til varerummet.
Det er en stor bil, men den er let nok at komme om bord i. Først bag rattet (af plast) – sidder man godt i det luftaffjedrede komfort-sæde, som giver fin støtte.
Lille vendediameter
Man glædes sig over en lille vendediameter – for det er med til at gøre bilen letkørt. Vi skal også rose de gode dobbelte sidespejle.
Testbilen var udstyret med seneste opdatering af den otte trins automat-gearkasse. 60 pct. af Daily’er solgt i Norden er med denne gearkasse – tallene for Sydeuropa er langt lavere.
Den skifter silkeblødt gear og er en fornøjelse at arbejde med. 3-liter maskinen er selvfølgelig overbevisende. Kombinationen mellem gearkassen og Euro 6 motoren giver en besparelse på otte pct. brændstof ifølge Iveco. Bilen er ret støjsvag.
3-liter motor med SCR
3-liter udgaven har SCR efterbehandlingssystem med AdBlue tilsætning. Det sker i højre side, hvor diesel fyldes på i venstre side.
Vælger man sin Daily med 2,3 liter motor og variabel turbo-geometri, er det ikke nødvendigt at benytte AdBlue.
Senere kommer en 2,3 liter motor med AdBlue løsning, som opfylder de kommende endnu strengere NOx-emissionskrav – og standarden RDE, Real Driving Emissions.
Sikkerhedsmæssigt har bilen esc stabilitetssystem, ABS og antispin og linjevogter. Et nødbremsesystem kan endnu ikke leveres (som på de større Iveco lastbiler).
God aflæggeplads i kabinen
I kabinen er der fin aflæggeplads – og desuden tre kopholdere og to flaskeholdere. Standard er en kabinevarmer med timer, førerairbag, klimaanlæg, polstret nakkestøtte og fartpilot.
Dertil kommer DAB/FM radio med Business Up app, der giver integrerede funktioner via Bluetooth så som flådestyring og infotainment.
Iveco Daily blev kåret til Van of the Year for 2015, men siden er bilen blevet opgraderet på motorsiden til Euro 6, som også har betydet en forbedret kabine.
Senere i år ventes den spændende hybrid-plug-in udgave at blive præsenteret, hvor man kan opnå samme trækkraft med en meget mindre motor – og samtidig spare brændstof.
Fakta Iveco Daily Euro 6 Hi-Matic 205 hk:
Motor: 4 cyl. Turbodiesel. Fiat Power Train.
Slagvolumen: 3,0 liter
Miljø: Euro 6 med SCR (Selective Catalytic Reduction).
Moment: 205 hk v. 3.500 omdr.
Gear: 8 trin Hi-Matic automatic.
Topfart: 180 km/t.
Acc. 0-100 km/t: Brændstofforbrug: 12,0 km/l.
CO2 udslip: 237 g/km.
Grøn ejerafgift 6 mdr: 5.090 kr.
Totalvægt: 3,5 tons.
Køreklar vægt 2,550 kg.
Nyttelast: Ca. 1.000 kg.
Trailervægt m. bremser: 3,5 tons.
Pris testbil ekskl. moms: 354.000 kr.