For første gang i mange år kommer der nu en helt ny Fiat personbils-model – den hedder 500X og fås herhjemme nu også som gulplademodel.
Hvad der især er positivt er det store kvalitetsløft, som bilen har i forhold til tidligere Fiat-modeller. Første gang, vi så denne forbedring var ved lanceringen af Fiat Ducato og senere Doblò varebiler.
Fiat 500X og bilens 4×4-udgave 500X Cross deler platform med Jeep Renegade, som også bygges på Melfi fabrikken i Italien – men Fiat bilen er helt anderledes.
1,4 turbo og diesel bedst
Vi har i Italien både kørt 500X i en 1,6 liters turbodiesel udgave og i en 1,4 liters turbobenzin udgave – og herhjemme har vi kørt den med 1,6 liters benzinmotor med Popstar udstyr, som er mellemste udstyrsniveau.
Den er fin til lokalkørsel og bydistribution – men den har ikke det kraftoverskud som 1,4 turbo udgaven. Og de knap 10.000 kroner plus moms, som turboen koster, er værd at ofte. Bruger man bilen i mere blandet kørsel, kunne dieseludgaven være værd at overveje, men det kræver at man kører mere end cirka 20.000 km.
Ud over mere smidig er 1,4 turbo også et par sekunder hurtigere om at nå til 100 km/t.
Godt vejgreb
Dieselmodellen trækker fra 1.000 omdrejninger i femte gear, hvor den testede 1,6 benzin først trækker i femte gear fra 1.250 omdrejninger. Dieseludgaven trækker her fra 50 km/t – 1,6 benzin fra 45 km/t. Dieseludgaverne er dog mest økonomiske.
Bilerne er også ganske fast dæmpede, hvilket betyder fremragende køreegenskaber på de snoede veje. Men under acceleration er den ikke helt støjsvag.
Det er ikke ligefrem bilen for de erhvervsfolk, som kører med trailer. Trailervægten med bremser er kun opgivet til 800 kg. Men vælger man 1,4-turbo udgaven er trailervægten med bremser 1.200 kg. Og så matcher den (ifølge Fiat) nærmeste konkurrent, Opel Mokka.
Høj siddestilling
Som normalt for en Crossover er der en høj siddestilling, som dels giver bedre udsyn og dels giver lettere ind- og udstigning. Sæderne er nye og giver god støtte – og der var ekstra en 5 tommer touchscreen med bl.a. navigation og alle moderne kommunikationssystemer til ekstra knap 5.000 kr. plus moms.
Sikkerhedsniveauet er højt – men valg af bl.a. linjevogter (Lane Departure Assist), Blind Spot (fortæller om skjulte medtrafikanter i den blinde vinkel), og esc stabilitetskontrol – som 500X kan fås med, koster ekstra. Det gælder også udvidet nødbremsesystem (Active Cruise Control).
Business pakke
Testbilen havde bl.a. en business-pakke, som omfatter klimaanlæg, 5 tommer touchscreen, læderrat, nøglefri adgang, armlæn og eljusterbar lændestøtte. Dertil kommer traction+ kontrol
Standard som Popstar er 17 tommer alufælge, fartpilot, tågelygter og højdejusterbare forsæder.
Desværre havde den ikke handskerumslås – til gengæld er der to handskerum plus midterboks mellem sæderne – endda med forskydeligt låg, som fungerer som armlæn.
Van salg netop i gang
Fra maj og til og med november er der solgt 220 enheder på hvide plader. Varebilsudgaven har først været klar efter sommeren – så her har salget været beskedne to enheder. Målet har været, at mindst fem procent af 500X salget skulle været gulplademodeller. En tredjedel af salget ventes også at blive den særlige Cross udgave med firehjulstræk.
Prisen for billigste gulpladeudgave (Pop – 1,6 benzin) er cirka 125.000 kr. plus moms. Cross-modellen skal koste 181.000 kr. plus moms. Billigste diesel koster knap 167.000 kr. plus moms. Springet fra Pop til Popstar og fra Popstar til Lounge udgør pr. trin cirka 14.000 kr. plus moms.
Tekniske data Fiat 500 X 1,6 benzin:
Motor: 4 cyl. benzin.
Ydelse: 110 hk v. 5.500 omdr.
Moment: 152 Nm. v. 4.500 omdr.
Gearkasse: 5 trin.
Trækkraft i femte gear: Fra 1-250 omdr. (45 km/t).
Topfart: 180 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 11,5 sek.
Brændstofforbrug: 16,7 km/l.
CO2 udslip: 139 g/km.
Ejerafgift: 1.780 kr. pr. år (2015).
Affjedring for og bag: Uafhængig.
Træk: Forhjulstræk med Traction+
Bremser: vent. skiver for/skiver bag. Esc, ABS.
Dæk: Continental 215/60 R16H.
Længde x bredde x højde: 4.250 x 1.800 x 1.600 mm.
Totalvægt/køreklar vægt: 1.875/1.350 kg.
Trailervægt m. bremser: 800 kg.
Varerum: Cirka 1.000 liter.
Pris Popstar fra: 139.218 kr. plus moms.
Pris 500X Pop fra: 125.287 kr.