Nissan Note i nyeste udgave ser måske lille ud, når man står udenfor bilen, men bag rattet er der masser af plads – og varerummet er fornuftigt i størrelse på 1,22 kubikmeter.

Bilen trækker dog kun en trailer på 450 kg – både med og uden bremser på traileren. Så der er dømt havetrailer og ikke meget andet.

Til gengæld er den indvendige læssehøjde ved bagklappen 12 cm (udvendig 63 cm). Et plus er, at dørene åbner næsten vinkelret på bilen, så adgangen til varerummet fra bagdørene er let.

Note var relativt godt sælgende som Van i den forrige model, men den var lidt aldersstegen – den nye udgave, der bygges i England, er til gengæld meget moderne i både design og indretning.

Billig i indkøb som Van
Nu var testbilen i niveauet Tekna, som er topudstyret – men som Van er der ikke så stor forskel på priserne. Således kun knap 5.000 kroner forskel plus moms fra Acenta udgaven, der er næsthøjeste niveau.

For disse tusindlapper får man både navigationssystem, nøglefri betjening og dellæder på sæderne – dertil kommer så udstyr fra Acenta så som klimaanlæg, regnsensor, speedpilot, bluetooth og varme i sæderne.

Desuden kan jeg nævne speedpilot, justerart rat i læder (kun 1-vejs indstilleligt), armlæn, Bluetooth, tonede bagruder og bageste sideruder, tågelygter, pollenfilter, højdejusterbart førersæde og 16 tommer aluminiumsfælge.

Flot ombygning
Jeg savnede til gengæld handskerumslås – det er vigtigt i en Van, så man kan låse papirer og f.eks. kamera inde. Ombygningen til varebil foretages hos Pendelmatic i Brøndby og er i høj kvalitet.

Med Tekna udgaven får man også et højere sikkerhedsniveau – kaldet safety shield: således linjevogter (lane departure), der advarer, hvis man er kommet for langt ud til siden, Blind Spot, der advarer om trafikanter i de blinde vinkler samt advarsel om bagfrakommende biler ved vognbaneskift og lyd-advarsel, hvis der er folk/objekter bag bilen, når man bakker.

En skærm viser samtidig, hvordan der ser ud bag bilen. Der sidder et lille kameraøje bagpå, som er udstyret med sprinkler, så kameraet er rent. Billedopløsningen på skærmen er dog ikke den bedste. Bilen har faktisk kameraer så man kan se bilen hele vejen rundt – fint ved parkering.

Spøjs ECO-måler
Sikkerhedsmæssigt skuffede den noget ved EuroNCAP testen i fjor, da den kun fik fire stjerner, hvor Renault/Nissan koncernen er berømte for deres fem stjerner – bl.a. på Renault Clio.
EuroNCP har dog strammet på reglerne, så det er sværere at få de fem stjerner.

En særlig gimmick er det blå lys øverst i instrumenteringen, som viser at man kører økonomisk (virker ved tryk på ECO-knappen) – men kører så mindre økonomisk, lyser en, tre eller fem grønne lamper op, så man kan skynde sig tilbage til den pæne kørsel.

Smidig diesel på 90 hk
Motoren er den kendte 1,5 liters dCi diesel fra Nissan og Renault – her med 90 hk. Ganske smidig og med et lavt støjniveau. Den trækker i henholdsvis 4.- og 5. gear fra 1.000 omdrejninger eller henholdsvis 40- og 60 km/t. Selv med læs klarer den det tilfredsstillende.

Bilen har i øvrigt kun fem gear, men gearskiftet er letgående. Bilen er rimelig støjsvaj under de fleste forhold, og den kører takket været stop/start system hele 27,8 km/l. Det giver et CO2 udslip på kun 92 g/km. Grøn ejerafgift er derfor kun 2.040 kr. om året.

Køreegenskaberne er gode uden at være sporty, men bilen er dog temmelig fast affjedret. Bilen kørte på vinterdæk, så det spiller også en rolle.

Fakta Nissan Note 1,5 dCi Van:
Motor: 4 cylindre. 8 ventiler, 3 vejs kat.
Type: Diesel, common-rail.
Ydelse: 90 hk v. 4.000 omdr.
Moment: 200 Nm v. 1.750 omdr.
Økonomi g/s: 27,8 km/l.
CO2: 92 g/km. (A+)
Årlig ejerafgift: 2.040 kr.
Acc. 0-100 km/t: 11.9 sek.
Topfart: 179 km/t.
Affjedring for: Uafhængig.
Affjedring bag: Semiuafhængig.
Vendediameter: 10,7 m.
Bremser: Skiver for/tromler bag – bremseass.
Sikkerhed: ABS, esc stabilitetskontrol.
Dæk: Michelin Alpin 195/55 R16.
Styretøj: Tandstang, elektrisk servo.
Trailervægt m/u bremser: 450 kg.
Varerum: 1,22 liter.
Indv./udv. læssehøjde: 12/63 cm.
Totalvægt: 1.615 kg.
Nyttelast: 415 kg.
Pris Tekna: 109.645 kr. plus moms.
Note Van pris: fra 87.758 kr. plus moms.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk