Med anhængervægt på op mod 1.800 kg. har mange i erhvervslivet taget den nye Qashqai fra Nissan til sig som arbejdshest.
Vores testbil er dog 1,5-liters dieseludgaven med to-hjulstræk, der kun klarer en trailervægt på 1.350 kg. Vil man have automatgear eller firehjulstræk skal man op i 1,6-liters dieseludgaven.
Motoren er kendt i Nissan-Renault alliancen – for den bruges i nærmest alle koncernens bilmodeller.
Mellemste udstyrsniveau
Udstyrsniveauet er Acenta, som er mellemste niveau – det betyder en pris eksklusive moms på 163.304 kroner, som er knap godt 13.000 kroner mere en basisudgaven Visia.
Men pengene er godt givet ud – for man får ekstra tågelygter, regnsensor, foldbare sidespejle, 2-zoners klimaanlæg, læderrat, lændestøtte i førersædet samt 17 tommer aluminiumsfælge.
1,5-dieseludgaven har dog et ekstra plus, når det gælder økonomi – for den klarer 26,3 km/l og dermed kommer den i miljøklasse A+.
Succes fra begyndelsen
Dert er syv år siden, den første Qashqai kom på markedet som afløser af den traditionelle Primera model – og Qashqai blev straks en tordnende succes. Denne succes ser ud til at fortsætte. Der er alene i maj solgt 44 Van-modeller, som er 10 pct. af hvidepladesalget.
Bag rattet bliver man hurtigt dus med bilen. Den er ganske smidig – uden at være direkte hurtig. 12 sekunder til 100 km/t imponerer ikke, men den er velkørende. Den trækker i henholdsvis femte- og sjette gear fra 50 og 60 km/t (1.000 omdrejninger).
Køreegenskaberne er forbedrede – den kører faktisk rigtig godt. Det skyldes bl.a. en ændret opsætning af undervognen – samt en øget sporvidde og længere akselafstand. Altsammen er med til at mindske karosserisvingningerne.
Ikke så kvadratisk
Varerummet er på grund af coupé-formen knap så kvadratisk som før, og det – men er selvfølgelig mere sporty at se på Det er også gået ud over udsynet skråt bagud. Man sidder også lavere – så selv om det stadig er en såkaldt Cross-over model, så er bilen blevet mere almindelig. Med samme frihøjde som er indstigningshøjden den samme – man skal bare bøje hovedet lidt mere for at komme ind bag rattet.
Udover kvaliteten er der gjort meget ud af sikkerhed, brændstoføkonomi og præstationer. I kabinen er der satset på bedre materialevalg og bedre kvalitetsfølelse – og der er nu bedre aflæggeplads i bl.a. midterkonsollen.
Højt sikkerhedsniveau
Sikkerhedsmæssigt har bilen linjevogter (lane departure warning) samt kollissionsradar/afstandsregulering, der betyder, at bilen selv bremser op, når man er for tæt på den forankørende fås kun i topmodellen Tekna. Standard er også skiltegenkendelse.
Dertil kommer P-sensor, der akustisk advarer, når man er for tæt på bilen bagved i forbindelse med parkering. Nævnes skal også den 5 tommer farveskærm. Bilen har også dæktryksovervågning, servostyring med sport eller normal opsætning, elektrisk p-bremse, hill start assist (bakkehjælp) samt LED lygter for og bag.
Udstyrsmæssigt skal jeg også nævne højdejusterbare forsæder, varme i sæderne, speedpilot samt iPhone/USB port og MP3 afspiller.
I Van udgaver er der aflåseligt geværrum under gulvet – godt, for der er ikke handskerumslås. Læssehøjden er 75 cm, men der er ikke indvendig læssekant, så det er nemt at arbejde med bilen, når det kommer til af- og pålæsning.
Ombygningen til Van er fortsat foretaget af Pendelmatic i Brøndby, som også har opfundet det praktiske, aflåselige geværrum.
Fakta Nissan Qashqai 1,5 dCi Van:
Motor: 4 cyl. Turbodiesel.
Slagvolumen: 1.461 ccm.
Ydelse: 110 hk ved 4.000 omdr.
Moment: 260 Nm ved 1.750-2.500 omdr.
Acc. 0-100 km/t: 11,9 sek.
Topfart: 182 km/t.
Brændstofforbrug snit: 26,3 km/l.
CO2 udledning/km: 99 gram. Miljøklasse A+.
Årlig grøn ejerafgift: 2.040 kr.
Gear: 6 trin manuelt.
Vendediameter: 10,7 m. (kantsten)
Affjedring: Uafhængig for/semiuafhængig bag.
Anhængervægt med bremser: 1.350 kg.
Nyttelast: 545 kg.
Køreklar vægt/totalvægt: 1.365/1.910 kg.
Varerum: 1,5 kubikmeter.
Dæk: Michelin 215/60 R 17.
Garanti: 3 år/100.000 km.
Pris ekskl. moms: 163.304 kr.