Kia har fået vind i sejlene herhjemme – og der har sågar været en del ventetid på visse modeller.

Forklaringen er, at man får ekstremt meget bil for pengene – og en langt bedre kvalitets-følelse, også i materialer. Masser af udstyr – og tilmed et flot design, som har løftet bilens image. Og så må vi ikke glemmer de syv års fabriksgaranti – eller 150.000 km, hvor de tre første år er uden km-begrænsning.

Helt sit eget design
Chefdesigner Peter Schreyer , som kom fra Audi, har skiftet det tidligere meget anonyme design ud med et meget skarpt design. Man lægger mærke til det lidt skævt designede kølergitter, som går under betegnelsen tiger-næsen.

Kia har ikke haft egentlige varebiler på programmet siden bl.a. modellen Pregio gik ud. Sikkerhedsniveauet var da også ringe – selv ABS havde den ikke.

40 pct. større varerum
Til gengæld har importøren haft god afsætning af deres 5-dørs personbiler og stationcars som Van’s – senest er Kia C’eed Sportwagon (stationcar) kommet på programmet – med et stort og rummeligt varerum på cirka 1.600 liter. Rummet er 40 pct. større end i den fem dørs udgave.

Lasteevnen er 435 kg, så man kan ikke bruge den til tung-transport – men som eksempelvis servicevogn vil den være velegnet.

Med en bredde mellem hjulkasserne kunne den såmænd have plads til en Euro-palle. Læssehøjden på 61 cm.  er også tilfredsstillende – og der er ingen indvendig kant. Til gengæld er der kun et lille og smalt aflæggerum under gulvet helt bagest. Men ok til f.eks. kameraer, måleudstyr og lignende.

Ingen racerbil
1,4-liters maskinen er tilfredsstillende i det daglige – men med fuld last drømmer man om den større 1,6-liters dieselmotor. Bilen koster trods alt kun 10.000 kr. mere eksklusiv moms.

1,6’eren har 260 Nm mod testbilens 120 Nm. Der er dog trækkraft fra 1.100 omdrejninger – ved 50 km/t i femte gear og 60 km/t i sjette gear.

Det er ingen racerbil – og man bruger 13,9 sekunder om at nå op på 100 km/t. Topfarten på 170 kmt er jo rigelig. Men 1,6 CRDI når til 100 km/t på 11,2 km/l og har en topfart på 193 km/t. Brændstofforbruget er det samme!

109 CO2 pr. km
Start/stop funktionen er med til at sikre en god brændstoføkonomi, som er opgivet til 23,8 km/l i gennemsnit  – med en udledning på 109 gram CO2 pr km.

På vejen har man en meget velkørende bil – måske i den bløde ende af skalaen, når det kommer til affjedring. Men det er til gengæld rart, når man kører meget.

Servostyringen er elektrisk og fartafhængig – og virker præcist nok. Der er lidt støj ved acceleration – men ikke ved marchfart.

Højt udstyrsniveau
Sæderne er velformede og giver god støtte. Men – der er jo ikke samme behagelige høje siddestilling som i mini-MPV’en Kia Venga.

Udstyret er fornemt – selv i Active Plus udgaven som denne. Men man kan også vælge topudstyrs-modellen Premium til 20.000 kr. ekstra. Premium Plus fås kun i forbindelse med 1,6-modellen.

Fra udstyrslisten i testbilen kan nævnes fuldt sikkerhedsprogram med esc (ESP), Hills Start Assist (bakkehjælp), seks airbags, læderrat med varme, sædevarme, USB og Aux-stik, air-condition, fire kopholdere, to flaskeholdere, midterboks med armlæn samt ratbetjent speedpilot.

Fakta: C’eed SW 1,4 CRDI Van

Motor: 4 cyl. 1,4 WGT.
Ydelse: 90 hk v. 4.000 omdr.
Moment: 220 Nm. v. 1.500-2.750 omdr.
Acc. 0-100 km/t: 13,9 sek.
Topfart: 170 km/t.
Brændstofforbrug g/s: 23,8 km/l.
CO2 udslip: 109 g/km.
Grøn ejerafgift årlig: 2.760 kr.
Styretøj: elektrisk servo.
Gear: 6 trin.
Affjedring. Uafhængig for og bag.
Dæk testbil: 195/65 R 15 (Continental).
Totalvægt/nyttelast: 1.910/435 kg.
Trailervægt m. bremser: 1.500 kg.
Læssehøjde: 610 mm.
Varerum: 1.630 x 1.250 x 940 mm.
Mellem hjulkasser: 1.040 mm.
Bagklap: 1-040 x 940 mm.
Pris Active Plus: 139.999 kr. plus moms.

Leave A Reply