Efter seks års venten, kommer japanske Isuzu igen på det danske marked. I første omgang med D-Max pick-up, som jeg her har testet under danske forhold.

Salget af den nye bil begynder i august eller september. Isuzu var tidligere ejet delvist af General Motors, og Isuzu produkterne blev solgt som Opel herhjemme, men nu er den her helt som sig selv.

Jeg har tidligere kørt Isuzu D-Max under vanskelige off-road forhold i udlandet, og hver gang er jeg blevet imponeret over dens egenskaber i terrænet.

Test i England og Sverige
Dels på det tidligere militære testanlæg Milbrook ved Luton nord for London, og dels under en test i et skovområde i Sverige.

Denne gang prøvede jeg den i et mudret skovområde, som den klarede uden problemer. Men udfordringen var da slet ikke på niveau med testen i England, som den jo også klarede godt.

Præget af hård plast
Kabinen er ikke luksuspræget, med domineret af hård plast på instrumentbræt og dørsider – men så er den også nemmere at rengøre efter dagens dont i terrænet.

Omvendt var den bil, som importøren stillede til rådighed, udstyret med speedpilot, læderindtræk og el-styret førersæde med varme samt automatgear, der kunne opereres manuelt. Sidepositionen var rimelig, men det kan undre, at rattet kun er en-vejs justerbart (lodret)

På normale veje kører man i 2H for at spare brændstof, og er man på mere løst underlag, skifter man til 4H. Det sker på en drejeknap på midter-konsollen. Her vælger man også 4L, hvis underlaget er barskere. Her skal man dog samtidig trykke ned på knappen – desuden kan man trække på en knap for spær. Bilen er opbygget med en særlig chassis-ramme konstruktion, som har gjort bilen stivere og mere stabil i terrænet.

Høj indstigning
Helt støjsvag er bilen nu ikke, men det normalt for biler i denne genre. Ellers var den meget velkørende – men indstigningen i off-road’ere er lidt besværlig generelt. Der er 55 cm fra vejen op til kabinens gulv.

Aflæggepladsen er god. Bilen har to handskerum og midterkonsol. Herhjemme vil bilen i den prøvede Double Cab udgave ikke sælges med sæder (undtagen på bestilling), det det betyder 180 pct. afgift. Så der er også plads til gods eller værktøj dér.

Også med længere lad
Som Double Cab er ladet kort, men bilen kan også fås i en XL udgave, hvor ladet er 1.880 mm i stedet for som her på 1.444 mm. Testbilen havde også en lad-indsats, så det lakerede lad skånes. I øvrigt er læssebagsmækken ganske tung at løfte.

Isuzu er Japans ældste bilproducent, og er i dag især kendt for produktion af busser, lastbiler og varebiler – det kan man også se i D-Max, Isuzus mindste erhvervskøretøj. For den er særdeles robust.

Fakta- Isuzu D-Max Twin-Turbo:

Motor: 4 cyl. 2,5 liter.
Ydelse: 163 hk v. 3,600 omdrejn.
Moment: 400 Nm v. 1.400-2.000 omdrejn.
Turbo: Variabel geometri.
Gear: 5 trins automatisk med manuel funktion.
Acc. 0-80 km/t: 11 sek.
Forbrug: 9,8 km/l (hollandsk test).
CO2 udslip: 194 g/km.
Træk: 4×4 med reduktionsgear/spær.
Bremser: Skiver, ABS, bremseassistent.
Sikkerhed: esc stabilitetssystem og antispin.
Affjedring for: Uafhængig med dobbelte triangler.
Affjedring bag: Bladfjedre og skruefjedre.
Opbygning: Chassisramme.
Nyttelast: 1.072 kg.
Vadedybde: 600 mm.
Vendediameter: 12,2 m.
Trailervægt: 3.500 kg.
Lad: 1.444 x 1.500 x 490 mm.
Læssehøjde: 840 mm.
Indstigningshøjde: 550 mm.
Dæk: Bridgestone Dueler H/T 255/65 R17.
Pris: Bliver udmeldt senere.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk