Den travle Movia busrute 300S mellem Lyngby og Ishøj ved København får de næste to år betjening af en brintdrevet bus fra Toyota og CaetanoBus. Caetano producerer bussen i Portugal.

Et af Nordens største offentlige transportselskaber, Nobina, har lejet bussen af Toyotas mobilitetsselskab, KINTO, og skal drive brintbussen – der stort set er lydløs.

Trafikselskabet Movia har udliciteret buslinjen, mens det er et af de største offentlige transportselskaber i Skandinavien, Nobina, der står for den daglige drift og har lejet den nye brintbus af Toyotas mobilitetsselskab, KINTO.

Klarer selv service

”Brintteknologien i bussen stammer fra brintbilen Mirai – det være sig brændselscellen og brinttankene, så bussen er bygget over Mirai rent teknisk. Service står Nobina selv for efter grundig træning af Toyota Caetano, hvilket er normal procedure i branchen,” siger pressechef Anders Tystrup, Toyota Danmark.

Eneste udledning under kørslen er vand. Bussen har en rækkevidde på over 400 km, og det tager kun ni minutter at tanke den fuldt op.

Kendt for lufthavns-busser

Selskabet Toyota Caetano indgik samarbejdsaftale om produktion af el- og brintbusser i december 2020. Målet for selskaberne er, at det skal være emissionsfrit at tage bussen.

Ceatano er verdens største producent af COBUS busser, der transporterer millioner af passagerer mellem fly og terminaler i hele verden.

Første gang i København

Det er første gang, at en brintbus bliver benyttet i den offentlige transport på vejene omkring København.

”Det er en fornøjelse at køre brintbussen. Den er støjsvag og vibrationssvag for både chauffører og passagerer, og så er det bare fedt at vide, at det eneste, den lukker ud under kørslen, er vand,” siger forretningsudvikler Brian Thrige hos Nobina, der selv har siddet bag rattet af bussen under forberedelserne til første tur med passagerer.

Brinttanke på taget

Brintbussen udleder nogen former for emissioner under kørslen. Faktisk er den eneste udledning fra bussens udstødningsrør som nævnt vand.

Det officielle navn på brintbussen er H2.City Gold. Brinttankene, der er placeret på taget af bussen, kan rumme 37,5 kg brint, hvilket giver en rækkevidde på over 400 km.

Da det tager under ni minutter at tanke brintbussen op, gør det bussen særdeles velegnet til kørsel over længere strækninger og i længere tid uden behov for længere pauser. Helt som man kender det fra de dieseldrevne udgaver.

Lille forskel i design

Den nye nulemissionsbus ligner til forveksling de andre diesel- eller elbusser i Nobinas busflåde med sin gule farve, blå sæder og det grå gulv.

Et lidt højere tag grundet placeringen af brinttankene samt et ”fuel cell”-skilt og et par H2-mærkater for og bag er det eneste, der afslører, at der er tale om helt særlig bus.

Plads til 69 passagerer

Brintbussen er således en standard lavgulvsbus på 12 meter med tre døre og plads til 69 passager – heraf 35 siddende plus en kørestol og en barnevogn.

Den er udstyret med en Toyota-brændselscelle på 60 kW, en lithium-ion batteripakke på 44 kWh og en Siemens elmotor, der yder maksimale 180 kW svarende til 241 hestekræfter.

Sådan virker teknikken

Under kørslen producerer brændselscellen strøm, der forsyner elmotoren med den nødvendige mængde energi suppleret af strøm fra batteripakken ved behov.

Samme batteripakke opsamler både overskydende strøm fra brændselscellen og den energi, der genereres, når brintbussen bremser og motorbremser.

Brintbussen er ikke eneste emissionsfrie bus fra Toyota og CaetanoBus, der også producerer den batteridrevne elektriske bybus e.City Gold med en batterikapacitet på 420 kWh og en rækkevidde på 300 km.

Første Mirai-brintbil i 2015

”Toyota har et langsigtet mål om ingen CO2-udlednng fra deres mobilitetsprodukter. Det skal ske gennem et samspil af flere nulemissions-teknologier – herunder både el og brint.

“Vi introducerede verdens første dedikerede brintbil, Toyota Mirai, i 2015 i Danmark som et af de første lande i verden. Det er en glæde, at vi nu også kan bidrage med den første brintbus i Hovedstadsområdet og være med til at vise vejen til den grønne omstilling i transportsektoren,” siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark A/S.

Toyota anvender også brintteknologi i varebiler og lette lastbiler, som har været testet i såvel Japan som USA.

Co-branding

De nye nulemissionsbusser, som er fremstillet af CaetanoBus, er co-branded med Toyota, som styrkede sin strategiske alliance med CaetanoBus i december forrige år for yderligere udvidelse af bæredygtige mobilitetsløsninger.

De to selskaber annoncerede så sidste sommer co-branding af el-bybussen e.City Gold og brint-bybussen H2.City Gold.

Samarbejde siden 2019

Men TME, Toyota Motor Europe, har siden 2019 leveret brintcelleteknologi – inklusive brændselscelletenke og andre nøglecomponenter til CaetanoBus, der har domicil i Vila Nova de Gaia i Porto – kendt for hjemstedet for de største portvinsproducenter.

Og i december 2020 blev Toyota Caetano Portugal (TCAP) direkte aktionær i CaetanoBus for at støtte hurtig ekspansion fra sin kernebusforretning til udvikling og salg af nulemissionsbusser.

I løbet af det seneste år har det portugisiske busselskab styrket sin internationale tilstedeværelse med et stigende salg af sine nulemissionsbusser i hele Europa.

Nulemissions-mobilitet

Kernen i co-branding er en ændring af køretøjets badging til at omfatte både “Caetano” og “Toyota” logoer.

“Co-branding af CaetanoBus nulemissionsbusser viser den tillid, vi har til vores seneste investering og vores mangeårige partnerskab med Caetano. Det understreger også den betydning, som Toyota lægger på at udvikle nulemissions-mobilitet ud over biler, på vores vej mod CO2-neutralitet,” siger
Matt Harrison, administrerende direktør for Toyota Motor Europe.

CaetanoBus er en del af Toyota Caetano Portugal og Mitsui &Co. – og er en bus og chassis producent i Portugal. CaetanoBus har haft fokus på elektrisk mobilitet siden 1980.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk