(GENÈVE)

Jobbilen Auris, som vises i ny udgave på Genève biludstillingen i dag, kommer ikke med dieselmotor – og det gælder alle europæiske Toyota biler fra i år.

Det fortalte Toyota i går – forud for åbningen af bilmessen i Genève – og det gælder i første omgang den nye Auris, som har premiere på den schweiziske udstilling, som har åbent for publikum fra 8.- til 18. marts.

Dermed stopper et populært samarbejde med BMW, som har leveret smidige dieselmotorer til Toyotas europæiske biler.

Kraftig hybrid

Hvad erhvervsfolk med behov for mange kilometer så skal køre i – det er uvist, selv om Toyota selv peger på deres to udgaver af hybridbiler med 122 hkj – samt den ny og kraftige på 180 hk, men hybrid passer bedst til bykørsel, viser vores hidtidige tests. Kunder kan også vælge turbo-benziner på 116 hk til Auris.

Auris bygges iøvrigt på Toyotas bilfabrik i Burnaston i England.

Forud for Auris valgte Toyota i 2016 ikke at introducere dieselmotor til deres Toyota C-HR, så det satte jo nogle tanker i gang. Men det er i første omgang efterspørgslen på Toyotas hybridbiler fra kunder i hele Europa, der er årsag til, at Toyota vil udfase dieselmotorerne i alle nye personbiler i Europa allerede i løbet af i år.

40 pct. hybrid

Fire ud af ti solgte Toyota-biler i Europa i 2017 var hybridbiler – svarende til 406.000 hybridbiler. Det er en stigning på 38 procent sammenlignet med året før. Til sammenligning udgjorde Toyotas salg af biler med dieselmotorer blot 10 procent af det samlede salg i Europa.

Toyota vil dog fortsat tilbyde dieselmotorer i varebiler som kassevognen Proace (produceres af PSA) samt  Hilux og Land Cruiser 150, der bygges i henholdsvis Sydafrika (til Danmark) og Jaoan –  for at imødekomme kundernes behov.

20 års erfaring

”Toyota har vist vejen inden for hybridteknologi i over 20 år. I flere år har hybrid været det dominerende valg for flere af vores modeller. Hele otte ud af ti valgte i 2017 hybrid til vores seneste model, Toyota C-HR. Som led i vores el-strategi udvider vi nu udbuddet af hybridmotorer med en ny og mere kraftfuld 2.0-liters hybridmotor. Første bil, der får denne motor, bliver den nye generation Auris, og udvidelsen af hybridudvalget her er en helt naturlig følge af vores kunders efterspørgsel,” siger Dr. Johan van Zyl, der er øverste chef for Toyota i Europa.

Stadig diesel til varebiler

Andelen af Toyotas hybridsalg overgik allerede dieselsalget i 2015. Siden da er hybridsalget steget yderligere, mens dieselsalget er faldet betydeligt.

”Når det handler om varebiler, er der som regel et forretningsmæssigt behov for bl.a. ekstra trækkræft og last. Så her vil vi fortsat tilbyde den nyeste dieselteknologi,” siger van Zyl.

Han mener således ikke, at der er kunder, som vælger diesel til bl.a. Yaris, Auris, Rav-4 og Verso til deres forretninger – hvor det for flere udgaver drejer sig om at have tilstrækkelig trækkraft til kørsel med bl.a. trailer.

I Danmark sælges en del gulplade-modeller af især de tre førstnævnte – mens Toyota Danmark har givet modellen Verso benævnelsen Sportsvan, som er en ægte arbejdshest i erhvervslivet.