Toyota Yaris er Car of the Year 2021.

Fjerde generation af den japansk udviklede og fransk byggede minibil var en sikker vinder, da den prestigefyldte titel blev uddelt i dag.

Toyota Yaris har i mange år været blandt de bedst sælgende mini-van biler i Danmark – populært kaldet pizzabiler, fordi de klarer city-distributionen.

Nu også som varebil

Den nye Yaris opfyldte fra begyndelsen ikke de obligatoriske mål, som kræves af varerummet i en varebil (60 x 120 cm) – men en tilretning af varerummet har betydet, at den nu igen kan sælges på gule nummerplader.

En officiel pris er dog endnu ikke meldt ud fra importøren på grund af de nye bilbeskatningsregler..

Det er anden gang, at Toyota Yaris løber med titlen som ’Årets Bil i Europa’. Første gang var i år 2000.

On-line kåring fra Genève

Kåringen sker normalt i forbindelse med åbningen af den store biludstilling i Genève i Schweiz, men på grund af Covid-19 er den igen i år aflyst, hvorfor kåringen skete ved en online-præsentation.

Årets syv finalister er kendetegnet ved, at de alle fås i udgaver, der kører helt eller delvist på el. To fås kun som elbiler.

Årets vinder fås med benzinmotor i alle udgaver. Størstedelen af salget af Toyota Yaris udgøres dog af hybrid-versioner, hvor en elmotor kan drive bilen i en ganske stor del af tiden.

59 jurymedlemmer

Det er 59 biljournalister fra 22 lande, der står bag Car of the Year.

Eneste danske medlem af juryen er FDMs biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen.

Det danske jurymedlem havde selv VW ID.3 som sin favorit. Den elektriske VW blev i november kåret til Årets Bil i Danmark 2021.

Havde VW ID.3 som favorit

”Selvom min favorit var VW ID.3, er jeg rigtig begejstret for Yaris. Den er en oplagt finalist, men også en god vinder. I FDMs medlemsmagasin Motors store gruppetest fra 2020 af 10 minibiler vandt Yaris, så den har bevist sin værdi ”in real life,” siger Søren W. Rasmussen.

Hanr fremhæver vinderens velfungerende hybridsystem, som nu for alvor er kommet ned i klassen for de billigere biler.

Højt sikkerhedsniveau i Yaris

”Samtidig er Toyota Yaris en bil, hvor sikkerheden er i fokus. Det var således den første bil, der klarer at få fem stjerner i Euro NCAPs sikkerhedstest efter de nye, skrappe 2020-kriterier – bl.a. i kraft af en ny, ekstra airbag mellem forsæderne,” siger Søren W. Rasmussen.

Mens Toyota Yaris var en sikker vinder, var der anderledes tæt opløb mellem Fiat 500 og Cupra Formentor – der er Seats sportsvognsbrand. Bare ét point skilte de to biler fra hinanden.

Det er 58. gang, at en jury af europæiske biljournalister kårer ”Car of the Year.”

Sådan fordelte pointene sig:
• Toyota Yaris: 266 point
• Fiat 500: 240 point
• Cupra Formentor: 239 point
• VW ID.3: 224 point
• Skoda Octavia: 199 point
• Land Rover Defender: 164 point
• Citroën C4: 143 point

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk