Glem alt om, at ellastbiler er lette køretøjer til distributions og måske renovationskørsel – for i Nordsverige har mineselskabet Boliden bestilt en 74 tons elektrisk Scania sættevognstrækker.

Det fortæller Scania i en pressemeddelelse.

Boliden producerer og forarbejder især zink og kobber fra minedrift i Skellefteå-området i det nordlige Sverige.

Ikke noget om rækkevidde

Lastbilen, som leveres i andet kvartal i år, skal anvendes til lokal kørsel med malm. Ellastbilen skal hjælpe med til virksomhedens mål om at reducere CO2-udslippet med 40 pct. senest i 2030.

Der nævnes i ikke noget om rækkevidde om henholdsvis sommeren og vinteren.

El-køretøjer køretøjer er dog ved at blive et mere og mere almindeligt syn på vejene i det nordlige Sverige.

30 km rundstrækning

Den elektrificerede Scania sættevognstrækker, der skal trække to sættevogne ad gangen med den samlede vogntogsvægt på 74 tons, sættes i drift hos vognmandsfirmaet Renfors Åkeri AB på en 30 km rundstrækning på offentlig vej mellem Bolidens miner og forarbejdningsanlæg.

Scania viser med den tunge ellastbil, at det er teknisk muligt med fuldt elektrificerede løsninger til tunge køretøjer. Og udviklingen går hurtigt.

Presse udviklingen

”Det er afgørende, at infrastrukturen følger med, så flere kunder kan tage dette skridt. Det er også meget værdifuldt for Scania at arbejde med denne type løsninger for elektrificeret drift med aktører som Boliden, der ønsker at presse udviklingen på både klima- og miljøområdet,” udtaler Fredrik Allard, chef for E-Mobility på Scania.

At afprøve en elektrificeret løsning til tung landevejstransport på et tidligt tidspunkt og bidrage til udviklingen og overgangen til bæredygtige løsninger ligger naturligt i forlængelse af vores klima- og miljødagsorden, er meldingen fra Scania.

Tæt udviklings-samarbejde

”Vores ellastbilvil reducere CO2-udslippet i et af de vigtigste flows i vores drift og yderligere styrke vores høje klimapræstationer,” siger Jonas Ranggård, der er Program Manager hos Boliden.

Der er tale om en del af et tæt og innovativt for-udviklingsarbejde mellem Scania og Boliden – og samarbejdet åbner mulighed for at fremadrettet at elektrificere flere af Bolidens transportopgaver.

De tekniske løsninger i den ny ellastbil er baseret på Scanias nuværende, modulopbyggede teknologi, der allerede er i serieproduktion.

Forstærkede elementer

Nogle af de kritiske komponenter vil dog være forstærket i forhold til dagens modelprogram af elektrificerede lastbiler for at kunne klare belastningen fra den høje vogntogsvægt.

Større lasteevne og længere rækkevidde vil indgå i Scanias serieproducerede løsninger inden for 24 måneder.

Udvikling og finansiering

Samarbejdet mellem Scania og Boliden er en del af projektet REEL, (Regional Electrified Logistics), der er et initiativ under forskningssamarbejdet CLOSER.

Det finansieres bl.a. af det svenske Trafikverket, Sveriges innovationsmyndighed Vinnova samt Västra Götaland-regionen.

Programmet støttes desuden af ”Fordonsstrategisk Forskning och Innovation (FFI)” under Vinnova for at bane vejen for overgangen til elektrificeret godstransport på det svenske marked.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk