Mercedes-Benz præsenterer på bilmessen i Genève i næste uge den længe ventede X-klasse med seks cylindre og permanent firehjulstræk.

Teknikken fra de store 350d SUV modeller fra Mercedes-Benz indfinder sig nu i den nye X-klasse pick-up udgave.

Mercedes har allerede meldt ud, at de ville præsentere en seks-cylindret turbodiesel version til sommer, men tyskerne tyvstarter i Schweiz – et ret vigtigt marked for en luksus firehjulstrækker.

4Matic firehjulstræk

Samtidig får biler permanent 4Matic firehjulstræk og 7-trins G-Tronic automatgear med skifteplader bag rattet. Her kan der vælges imellem fem skiftemåder: Comfort, Eco, Sport, Manuel og Offroad.
Den hvasse maskine har 258 hk og et fornemt moment på 258 Nm mellem 1.400- og 3.200 omdrejninger.

Det sikrer bl.a. en acceleration til 100 km/t på 7,9 sekunder og en topfart på ca. 200 km/t.
Vigtigst for Mercedes er nok, at man nu lander en V6 maskine, der har samme hk som topmodellen af VW Amarok, der også kommer til sommer.

Bedre komfort

Modsat Amarok, der har stiv bagaksel med bladfjedre, har X-klasse uafhængigt multi link baghjulsophæng – ligesom Nissan Navara, som den er udviklet sammen med. Det giver en bedre komfort, hvis man f.eks. kører uden læs på ujævne veje.

I terrænet kan vi melde ud, at der er til og frakørselsvinkler på 30- og 25 grader, rampevinkel på 22 grader og hældningsvinkel på 49 grader.

Frihøjden er på 202 mm på forakslen og 222 mm på bagakslen.
Priser kendes endnu ikke.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk