Daimler’s nye topchef, svenske Ola Källenius (som har afløst legendariske Dieter Zetsche), har varslet besparelser på varebiler – og det kan betyde farvel til X-Klasse pick-up.

Der er kun to år siden, at Mercedes-Benz lancerede deres nye X-Klasse pick-up, men krav om besparelser kan ifølge det tyske medie Logistra altså betyde et hurtigt farvel til den luksusprægede pick-up.

Ole Källenius skal i hvert fald forsøge at få sorte tal på bundlinjen for hele koncernen – inklusive varebilerne.

Fremtiden usikker

X-Klassen har skuffet, skriver Logistra. X-klasse er en bil, som Nissan bygger for Daimler på deres fabrik i Barcelona, når det gælder det europæiske marked. Den bygges også i Argentina. En produktion i Brasilien skulle ifølge tyske medier være sat på stand by.

Daimler og Renault-Nissan Alliancen har i mange år haft et tæt samarbejde ved produktion af både person- og varebiler – og hvordan det samarbejde kommer til at udvikle sig, er ifølge tyske medier uvist.

Det betyder bl.a. også, at der er uvished om fremtiden for den lille Mercedes-Van Citan, som Renault bygger for Daimler. En helt ny udgave af søstermodellen Kangoo fra Renault dukker op til næste år – og meningen var, at den også skulle bygges som Citan. Også i eludgave, hvor Kangoo var pioner.

Spare-øvelse

Ifølge Logistra har Källenius været inde over varebilerne for at prioritere produktionen. Et lille opgave til 3,7 mia. kroner.

X-Klasse har ikke levet op til tyskernes forhåbninger. Kun 17.000 kunder har bestilt bilen i fjor. Senest er modellen kommet med Mercedes’ egen V6 maskine som overbygning til de mindre udgaver med Nissan teknik. Der blev solgt 70 udgaver af Mercedes-Benz X-klasse i 2018 i Danmark – og 46 enheder i første halvår i år.

Ifølge Logistra er det faktisk kun lastbilerne, der tjener penge hos Daimler lige nu. Varebilerne har tabt mere end forventet – og her har også Vito-modellen tabt penge – bl.a. på grund af rygter om dieselskandale.

Renault motorer

Vito er bygget i Spanien, og de mindste udgave er udstyret med 1,6-liter dieselmotorer fra den forhjulstrukne Renault Trafic – mens de kraftigere Vito udgaver har 2,2 liter Mercedes-motorer.

Renault har netop skiftet fra 1,6- til 2-liter motorer – for at opfylde Euro 6d Temp miljøbestemmelserne – og rygterne vil vide, at Mercedes ville benytte de nye motorer. Det er dog ikke bekræftet.

Uanset hvad, så er de nye miljørigtige motorer dyre at udvikle for alle. Udviklingen går også i retning af eludgaver af de fleste varebiler. Daimler er næsten klar med deres elektriske udgaver af såvel Vito (og personbilsudgaven V-Klasse) som Sprinter, som VOTY.dk allerede har prøvet i Tyskland.

Sprinter til 19 mia. kr.

Personbilsudgaven skulle få premiere på IAA biludstillingen i Frankfurt i september – og skulle få et 100 kWh batteri og rækkevidde på op mod 400 km.

eSprinter skulle også dukke op i efteråret – som sidste udgave af den nye Sprinter serie, som har kostet Daimler 2,5 mia. euro – eller knap 19 mia. kroner – at udvikle. Inklusive modernisering af fabrikkerne i Düsseldorf og Ludwigsfelde ved Berlin.

Daimler har store investeringer i gang, når det gælder elektriske køretøjer – ud over Van’s også på lastbilsfronten både med deres Fuso Canter og Actros. Begge modeller kører p.t. flådeforsøg hos kunder – som det også er tilfældet med eVito og eSprinter.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk