Mitsubishi har ubemærket introduceret en kompakt SUV, som det er svært at kritisere – med firehjulstræk, rimelig trailervægt og med masser af udstyr.

Der er ikke solgt ret mange gulpladeudgaver af den nye Mitsubishi Eclipse Cross herhjemme. Alt for få erhvervsfolk har fået øjnene op for den kompakte SUV model, der i den testede topmodel med betegnelsen Intense+ 4WD er resultatet af fabrikkens erfaringer fra motorløb og terrænkørsel.

282.800 kroner koster bilen som gulpladebil eksklusiv moms, og så får man ud over en bil, der klarer en tur i terrænet, også en bil, der må trække 1.600 kg.

Fornem momentkurve

Pænt nok for en benzindreven 1,5-liter turbo udgave med 163 hk – men momentet på 250 Nm er maksimalt mellem 1.800- og 4.500 omdrejninger, som giver hurtig respons på speederen. Tallene viser også, at bilen er god som arbejdshest – f.eks. med en trailer.

På vejen har man en særdeles sporty bil at køre i med et godt vejgreb – med skarpe styreegenskaber.

Firehjulstrækket, kaldet S-AWC for Super-All Wheel Control, er ganske avanceret med kontrol af bilens bevægelser og krængning, og hvordan trækkraft og bremsefordeling derigennem kontrolleres på hver af de fire hjul.

Avanceret 4×4

Der er tre køreindstillinger – auto, snow og gravel (grus). Normalt køres i auto mode, som fordeler trækkraften mellem for- og bagaksel automatisk. Ved nedsat vejgreb sender flere kræfter til baghjulene.

Som udgangspunkt fordeler firehjulstræket den optimale kraft til bagakslen i forhold til bilens hastighed, speederindstilling og underlaget.

Til erhvervsformål havde det måske været rart med en dieseludgave, som Mitsubishi jo også har ”in house,” men miljøbestræbelser har p.t. fået fabrikken til at pensionere dieselmotoren til personbiler.

CVT gear, når det er bedst

Bilen var så udstyret med et CVT gearskift, som pr. definition er trinløst, men hvor japanerne er lykkedes med at indkoble otte trin i Sport Mode. Det betyder, at bilen er meget mere komfortabel at accelerere med end de fleste CVT-udstyrede biler. Man kan da skifte gear via skifteplader bag rattet.

Bilen er rimelig kvik i det daglige – om end en acceleration til 100 km/t på 9,8 sekunder ikke signalerer meget rallybil. Forbruget er opgivet både i den gamle NEDC form og nye WLTP form, hvor sidstnævnte viser ringere forbrug.

Det er til gengæld nærmere den virkelig verden – altså det resultat, som forbrugerne oplever. Det har faktisk ændret sig fra over-positive 13 km/l i snit til mere reelle 11,5 km/l.

Masser af udstyr

Bilen havde til gengæld er utrolig masse ekstraudstyr, som man normalt kun finde i meget dyrere biler – så som LED lygter, der giver et fantastisk lys i mørke.

Der er også bakkamera og 360 graders Bird View kamera , head up display, linjevogter, nødbremsesystem, adaptiv fartpilot, dobbelt glastag (hvor kameraforreste halvdel kan åbnes), tagræling, hill start assist, regnsensor, alufælge, 2-zone klimaanlæg, to USB-stik, varme i rat og sæder, nøglefri start og tågelygter.

Ikke fabriks-navigation

Men – et navigationssystem har bilen ikke. Det skal man parre fra sin mobiltelefon som et slags anden-klasses system. Men så meget udstyr ombord burde det ikke være et problem at sætte et fabrikssystem om bord.

Jeg savner nok også en bedre farvedifferentiering i instrumenteringen – det er meget sort i sort plast. Handskerumslås ville også have været rart. Til gengæld generer det ikke, at bagruden er to-delt – det giver godt udsyn bagud. Men det er ikke en ny løsning i branchen.

Fem års fabriksgaranti

Selve udformningen af varerummet er god – med lille indvendig læssekant på kun syv cm – og 77 cm udvendig. Der er også aflæggeplads under gulvet. Mitsubishi kalder designet i bilen for SUV coupé – det er måske smart, men det tager plads fra varerummet i forhold til en mere kantet form.

Men som i SUV’er generelt sidder man behageligt – og højt. Med godt udsyn.

Mitsubishi yder fem års fabriksgaranti eller 100.000 km.

Faktaboks:
Motor: 4 cyl. turbo benzin.
Slagvolumen: 1,5 liter.
Ydelse: 163 hk v. 5.500 omdr.
Moment: 250 Nm v. 1.800-4.500 omdr.
Gear: CVT aut. gear m. otte trin.
Træk: 4×4.
Topfart: 200 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 9,8 sek.
Forbrugssnit WLTP: 11,5 km/l.
CO2: 196 g/km.
Køreklar vægt/totalvægt: 2.150 kg.
Trailervægt m. bremser: 1.600 kg.
Læssehøjde indv./udvend.: 70/770 mm.
Garanti/fabrik: 5 år/100.000 km.
Pris ekskl. moms: 282.800 kr.

Comments are closed.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk