Scania i Ishøj har netop leveret tre Scania lastbiler til den kendte danske most- og juiceproducent Rynkeby.
Der er tale om modellen R 450 LA 6×2/4. De nye trækkere er omfattet af en såkaldt ”Ecolution by Scania” aftale, som er Scanias mest omfattende og effektive løsning til at reducere CO2- udledning og udgiften til brændstof.
Rynkeby har valgt en Ecolution-løsning, fordi de har en målsætning om at sænke CO2-udledningen på deres transportenheder med 20 procent i 2016.
På vej mod målet
”Det er et ambitiøst mål, og med en Ecolution-løsning er Rynkeby godt på vej mod målet,” siger Scanias Key Account Manager Peter Glimsager, som har indgået aftalen med Rynkeby.
Alle Ecolution-køretøjer er specificeret fra fabrik til at fungere på en måde, som bedst mulig kan reducere brændstofforbruget uden at gå på kompromis med effektiviteten.
Ecolution-processen dækker bl.a. valg af motor, gearing, spoilere, støttesystemer og mulig brug af alternative brændstoffer som biogas, ethanol eller biodiesel.
I denne løsning følger en skræddersyet serviceaftale med særlig fokus på at servicere de dele, som har en indvirkning på brændstofforbruget.
Coach af chauffører
”Næste skridt er, at den Scania Driver Academy underviser, som er specielt tilknyttet Rynkeby-chaufførerne, vil følge udviklingen i chaufførenes kørsel via lastbilens ”Communicator-boks”, som er installeret i lastbilen. Hver måned vil coachen kontakte chaufføren og gennemgå forbedringspunkterne med henblik på at opnå en mere brændstoføkonomisk og dermed mere miljørigtig kørsel,” siger Peter Glimsager.
Scania har de seneste år oplevet en gennemsnitlig reduktion af brændstof på 17 procent på de kunder, som har valgt en Ecolution-løsning. Yderligere reduktion af CO2 kan nås ved at blande med biobrændstof, ruteoptimering – samt bedre udnyttelse af lastekapaciteten.
Alle kan lære at køre økonomisk
”Alle chauffører kan blive bedre til at køre brændstoføkonomisk,” siger Peter Glimsager.
Valget af en 450 hk SCR-motor vil også gøre en stor del i arbejdet mod at reducere CO2-udledningen. SCR-motoren kan give en brændstofbesparelse på én procent sammenlignet med de hidtidige motorer med efterbehandlings-systemerne EGR og SCR (Exhaust Gas Recirculation og Selective Catalytic Reduction.)
Generelt kører 450 hk motoren langt på literen. Det viser bl.a. test i tyske medier.
Siden 1998 har Rynkeby været ejet af Arla, og i dag er det Nordens største producent af saft og juice. Rynkeby dækker 55-60 procent af det danske marked.