Efter konceptbilerne I.D. og I.D. BUZZ i henholdsvis Paris i fjor samt Detroit og Genève i år viser Volkswagen nu deres tredje konceptbil i I.D. serien på biludstillingen i Shanghai i Kina i disse dage.

Der er tale om en blanding af en coupé og en CUV bilmodel – som kaldes I.D. Crossover Utility Vehicle. Hele I.D. konceptet er tæt på en egentlig markedsføring, oplyser Volkswagen.

I.D. serien understreger, at den tyske bilkoncern satser meget på el-biler fremover. I.D.-serien er en bilserie, hvor der er fokus på komfort og masser af udstyr. I.D. BUZZ er en mini-transporter, som er en idé, hvordan den næste Transporter vil se ud i el-udgave.

Sporty og praktisk

Med I.D. CUV modeller forener VW den sporty coupé med den praktiske Crossover – kombineret med elektrisk firehjulstræk – i forvejen er VW kendt for 4×4 køretøjer med deres 4Motion program.

Alle I.D. biler er udviklet til at være selvkørende – man skal bare trykke på VW logoet på rattet, så finder bilen selv vejen – og rattet forsvinder ind i instrumentpanelet. Bilen bevæger sig så sikkert afsted ved hjælp af bl.a. kameraer, scannere og laser-systemer.

Fra at blive vist som konceptbiler, har VW sat et mål med storproduktion af elbiler midt i det næste årti.
I.D.-bilerne – senest med CUV udgaven i Kina – viser, hvor forskelligartet nye el-biler fra Volkswagen vil tage sig ud allerede fra 2020.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk